Fredericia Håndboldklub stod tilbage med et nederlag på 27-29 til GOG i en kamp, hvor mulighederne især i anden halvleg var til stede. Derfor var det også en ærgerlig FHK-træner, Jesper Houmark, der efter kampen skulle sætte ord på de situationer, hvor opgøret gled ud af hænderne på hjemmeholdet.
For Houmark var billedet ret klart. FHK havde chancerne, men fik ikke omsat nok af dem i de perioder, hvor kampen stod og vippede.
»Jeg synes jo, at vi har chancerne i anden halvleg, men kommer ikke helt over og omsætter dem,« siger Jesper Houmark.

Særligt de afgørende momenter i anden halvleg fyldte hos FHK-træneren. Fredericia fik kontakt, kom tilbage i kampen og havde flere situationer, hvor de kunne have trykket GOG yderligere. Men de sidste marginaler faldt ikke ud til hjemmeholdets fordel.
»Det er i hvert fald det, der gør, at vi ikke vinder. Vi er ikke kyniske nok i de situationer. Så tror jeg også, at vi vinder kampen, men det var vi ikke i dag,« siger han.
FHK endte med at tabe med to mål, og Houmark pegede efterfølgende på de små forskelle i kampens regnskab. Ifølge ham var det ikke en kamp, hvor FHK blev kørt over. Tværtimod handlede det om få aktioner, tekniske fejl og manglende skarphed på de rigtige tidspunkter.
»Jeg tror, at vi ender med at vinde målmandskampen med én, men vi ender med at lave to tekniske fejl mere end dem. Det er jo de to mål, det ender i forskel,« siger Jesper Houmark.

Nederlaget gør FHK’s situation i slutspillet vanskeligere. GOG kravler forbi i tabellen og er nu et point foran med to kampe tilbage. I næste runde skal GOG møde Skjern på hjemmebane, mens FHK skal til Aalborg.
Dermed er FHK ikke længere kun afhængig af sig selv.
»Vi har den mulighed, der er. Det kræver jo som minimum sejr i Skjern, og så ved vi godt, at det bliver svært i Aalborg. Det ville man lyve, hvis vi bare sagde, at der går vi op og vinder, men vi kommer til at spille efter den chance, der er i Aalborg,« siger Houmark.
Han erkender også, at FHK nu må kigge mod Skjern og håbe på hjælp.
»Dem holder vi i hvert fald med på lørdag,« siger Jesper Houmark.
Anders Kragh Martinusen fik en rolle i kampen, men startede ikke inde. Efter opgøret forklarede Houmark, at bagspilleren stadig er på vej tilbage efter en periode med en dårlig skulder.
»Anders har kun trænet en uge. Der er han ikke endnu, men jeg synes egentlig også, at Kasper Palmar kommer fint fra det fra start,« siger han.

Samtidig ser FHK-træneren fremskridt hos Martinusen, der scorede fem gange i nederlaget.
»Han er blevet bedre og bedre, men mangler selvfølgelig lige lidt minutter,« siger Jesper Houmark.









