Fredericia Håndboldklub tabte 30-29 til Ribe-Esbjerg i en kamp, der var stolpe ud for FHK.

En træningskamp skal man aldrig lægge det store i. Spilletiden blev jævnt fordelt for begge hold, der til kampen også havde fravær af flere spillere. Ribe-Esbjerg manglede blandt andet de to tidligere FHK’ere, Jakob Frederiksen og Jesper Lindgren, mens FHK til opgøret manglede Einar Olafsson, der er med det islandske landshold til EM, samt sygdomsramte Sebastian Frandsen og de to skadede bagspillere, Kristian Stoklund og Sebastian Henneberg. De to sidstnævnte spillere er formentlig klar igen, når FHK genoptager ligaen den 4. februar på hjemmebane mod SønderjyskE.

Hurtigt blev det klart, at det blev en rodet affære. Holdene havde i starten af kampen svært ved at få angrebsspillet til at flyde, og det medvirkede til, at begge hold lavede en del tekniske fejl. Som kampen skred frem, fik begge hold indstillet skudkanonen, og så var det til gengæld tid til at observere, at begge holds forsvar var lige så hullet som en si.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Til gengæld var Ribe-Esbjerg mere effektive foran kassen end FHK, der brændte oplagte chancer på først Niklas Kraft i første halvleg og i anden halvleg islandske Agust Björgvinsson, der stod i vejen for FHK-skytterne på ellers oplagte scoringschancer. Det gjorde, at Ribe-Esbjerg efter 22 minutter førte 13-11.

Hen mod slutningen af første halvleg markerede Jonas Langerhuus sig med et par gode aktioner for FHK og fik i den periode scoret to mål, men det forhindrede ikke fredericianerne i at være bagud 18-15 ved pausen efter en første halvleg, hvor kvaliteten haltede, især målmandsspillet og forsvarsmæssigt.

Hurtigt i anden halvleg fik FHK kæmpet sig tilbage, men til gengæld led fredericianerne under, at James Junior Scott mod slutningen af første halvleg udgik med en mindre skade. Det gjorde, at Reinier Taboada, Jonas Kruse og Anders Martinusen spillede det meste af tiden i anden halvleg. Kun Taboada blev kortvarigt afløst af unge Benjamin Walsøe, der gav cubaneren et tiltrængt hvil undervejs.

Netop Taboada kanonerede bolden i kassen til 20-20 efter 38 minutter, og de to hold fortsatte med at følges ad. Som kampen skred frem, stemplede Thorsten Fries ind, og han gjorde, at FHK hang på efter en periode, hvor de havde svært ved at score. Fries reddede flere oplagte chancer og viste det niveau, som han er kendt for.

adp-as.dk

Det var dog Ribe-Esbjerg, der var i teten mod slutningen af kampen, og de endte med at løbe med sejren efter en tæt afslutning, hvor FHK var bagud med 30-28. En reducering til 30-29 og en redning fra Thorsten Fries med ti sekunder igen gav FHK muligheden for en udligning, men symptomatisk for opgøret bragede Reinier Taboada bolden på overlæggeren, og dermed endte FHK’s første testkamp i 2024 med et nederlag på et mål.

FHK spiller næste testkamp på tirsdag, hvor modstanderen er Skjern i thansen Arena.