Når en virksomheds, en forenings eller et samfunds vision er på plads kommer turen til strategien og handleplanerne. For hvordan når vi vores vision? Eller i det mindste hvordan kommer vi tættest muligt på virkeliggørelsen af vores vision? Det handler denne 7. artikel om i serien om ”Derfor er visioner stadig vigtige”. Det er strategien og de tilhørende handleplaner, der forbinder visionen med det sted, hvor vi står i dag. Det er strategien, som viser vejen frem mod visionen, og det er Handleplanerne, der skal trække os henimod den uimodståelige vision, som vi i fællesskab har formuleret, forbundet og forpligtet os til.  

Strategiens og visionens samspil

Visionen er den ledestjerne, der både viser og fortæller om en ønsket fremtidig tilstand for den organisation, det menneske, den kommune, den nation eller det samfund, som vi taler om. Visionen som ledestjerne viser os dermed også retningen og er ”Vejskiltet” mod den ønskede tilstand. Men visionen viser os ikke detaljerne, delmålene, omvejene, elementerne, farerne og risiciene undervejs osv. Visionen handler alene om den fremtidige ønskede tilstand i form af et billede, en tanke, en fornemmelse og en tilstrækkelig beskrivelse, som danner drivkraften og energien til at sætte bevægelsen henimod visionen i gang, som jeg skrev om i sidste artikel. Detaljerne om vejen til visionen finder vi i vores strategi og de tilhørende handleplaner. Det vil sige, at vores vision realiseres via strategien med tilhørende handleplaner, hvis gennemførelse leder os i retning af den ønskede tilstand (visionen).

Det rette samspil mellem vision, strategi og handleplaner er afgørende. Det er et dynamisk samspil, der er i evig forandring, fordi verden omkring os konstant forandrer sig. Nogle er dog stadig overbeviste om og tror stadig på, at visioner skal være statiske i den periode de rækker ud til, og at der er et lineært forhold mellem vision, strategier og handleplaner. Men dette er en forældet tankegang fra industrisamfundets tidsalder, hvor Scientific Management-tankegangen florerede og som New Public Management regimet senere overtog. Arven herfra ser vi fortsat – i større eller mindre grad naturligvis – mange steder i samfundet i dag, både i samfundets institutioner, foreninger, organisationer og det private erhvervsliv. Stiafhængigheden kan være svær at håndtere.

Men i dag er det ikke nok at beslutte sig for en fastlåst vision med tilhørende fastlåst strategi og gennemføre dem ud fra en given og fastlåst plan. I dag er det nødvendigt rettidigt at genbesøge visionen med tilhørende strategier i forhold til de forandringer, som vi oplever i verden omkring os. Forandringer som ofte kommer overraskende for os, fordi vi hverken er gode nok til at se, hvad der sker omkring os eller gode nok til at tage ved lære af vor historie. Murens fald i 1989, Corona-krisen og nu Ukraine-krisen er stadig tydelige eksempler herpå.

Visionen og strategien skal derfor indtænkes i hverdagslivets gøremål, så vores daglige adfærd afspejler visionen og strategierne, ligesom vores oplevelser i hverdagen skal reflekteres tilbage ind i vores vision og strategier, så de rettidigt tilpasses og ikke står tilbage som slukkede fyrtårne. Dette bør vi alle gøre, uanset de roller og pladser vi indtager i samfundet. Med passende, rettidige intervaller bør vi foretage mere grundlæggende revisioner og nytænkning af vores vision og tilhørende strategier og handleplaner.

Den overordnede strategi

Den overordnede strategi, som vi taler om, er strategien for skabelsen og udlevelsen af vores vision med tilhørende handleplaner. Jeg omtalte den overordnede strategi i den første artikel om ”Derfor er visioner stadig vigtige”, hvor jeg talte om den overordnede handleplan for artikelserien, og den har fulgt os gennem alle seriens artikler, ligesom vi har anvendt samme metode i arbejdet omkring udviklingen af Det Ønskede Samfund.

Den overordnede strategi handler om at knytte nutiden (vores mission) til fortiden (vores historie) og tilknytte nutiden og fortiden sammen med fremtiden (vores vision) i en helt særlig proces og på en helt særlig måde. Kort fortalt består processen i fem elementer: 1) Vores overvejelser om, hvor vi står netop nu (nutiden), 2) Et tilbageblik på det som vi ønsker at fastholde og på vores hidtidige succeser (fortiden), 3) Et udsyn mod vores fremtidige tilstand (vision), 4) Strategien og 5) Handleplanerne samt de første skridt henimod visionen.

Processen er iterativ, det vil sige stadig tilbagevendende til tidligere elementer. En form for iterative loops. Fordi vi bliver klogere undervejs, verden forandrer sig, nye aktører kommer på banen og nye strategier dukker op og præger processen på nye måder. Alt dette betyder også, at visionen skal genbesøges undervejs med passende mellemrum, som tidligere beskrevet. Ellers bliver vores vision forældet, visner bort og bliver et fængsel i stedet for et markant fyrtårn. Visionen skal dog kun ændres, når der sker markante og pludselige, uforudsete omvæltninger i verden omkring os.

Den overordnede strategi og selve visionsprocessen er i sig selv spændende og komplekse. Det vender jeg lidt mere tilbage til sidste artikel i den serie.

Handleplanerne

Handleplanerne medvirker til at realisere visionen og strategien i forhold til den virksomhed, organisation, det menneske, den kommune, den nation eller det samfund, som vi taler om. Handleplanerne kan være knyttet specifikt til opgaven (missionen), ledelsesprocesserne eller de forudsætningsdannende rammefaktorer for virksomheden etc. Det kan være handleplaner om kommunikation, kompetenceudvikling, kapacitet, økonomi, personale, fysiske rammer, arbejdsmiljø, virksomhedskultur, relationer til samarbejdspartnere og listen kan med fordel fortsættes. Pointen er, at hver enkelt handleplan, skal spille sammen med de øvrige handleplaner, den overordnede strategi og selve visionen. Kun derved når vi i mål med visionen.

I næste uge runder jeg denne korte artikelserie af, hvor jeg skriver om ”Fire nøgler til visioners succes”.

Rigtig god Visions-Weekend

Erik Schwensen, Redaktionschef v. Danske Digitale Medier A/S

OBS! I denne artikelserie på 8 artikler søger jeg at give mine konkrete og bedste bud på, hvordan vi griber visionær tænkning an og for styr på den, så vi reelt, når de mål og visioner, som vi sætter os. Artiklerne er baseret på Visionsbogen ”Derfor er visioner vigtige”, som jeg skrev, drøftede og redigerede i samarbejde med Uffe Steiner Jensen, tidl. borgmester i Fredericia.

1. artikel om ”Derfor er visioner stadig vigtige” udkom den 05. april 2024 her i avisen.nu.

2. artikel om ”Vores Identitet – Hvem er vi?” udkom den 08. april 2024 her i avisen.nu.

3. artikel om ”Menneskers syn på verden” udkom den 10. april 2024 her i avisen.nu.

4. artikel om ”Værdier, etik og adfærd” udkom den 12. april 2024 her i avisen.nu.

5. artikel om ”Den visions-nære leder” udkom den 15. april 2024 her i avisen.nu.

6. artikel om ”Udformning af vores visioner” udkom den 17. april 2024 her i avisen.nu.