KRIMI. Sydøstjyllands Politi standsede onsdag to bilister, der satte sig bag rattet uden at have ret til det. Den ene var derudover påvirket af euforiserende stoffer.
Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi torsdag morgen.
Den første sag er fra Nr. Bjertvej i Kolding, hvor en patrulje klokken 17.19 standsede en personbil og kontrollerede føreren. Det viste sig, at manden, en 46-årig fra Fredericia, ikke havde førerret. Han er sigtet i sagen.
Senere på aftenen, klokken 20.40, fik en patrulje øje på en personbil, der kørte syd ad Vejle Landevej i Fredericia. Ved kontrollen viste føreren sig at være påvirket af euforiserende stoffer, ligesom han heller ikke havde førerret. Manden, en 25-årig med ukendt adresse, er sigtet i sagen.







