Tommy Rachlitz Nielsen afviser kritik for at spørge til personaletal på Frederiksodde Skole

POLITIK. Tommy Rachlitz Nielsen (C) står ved, at han har bedt forvaltningen forklare personaletallene på Frederiksodde Skole. På byrådsmødet mandag aften kritiserede Cecilie Roed Schultz (Ø) ham for at skabe uro på skolen ved at nævne tallene på en dag, hvor skolen står over for store besparelser. Den kritik køber den konservative byrådspolitiker ikke.
Ifølge Tommy Rachlitz Nielsen viser skolens egne tal, at der er markant flere medarbejdere pr. elev end i den almindelige folkeskole. Han anerkender, at en skole som Frederiksodde har brug for små klasser og mange voksne, men han mener, at tallene er så store, at de giver anledning til spørgsmål.
»For De Konservative er det ikke et succeskriterium i sig selv, at der er mange medarbejdere. Succeskriteriet er, at der er medarbejdere, som tager sig af børnene. Når man ser, at der er så mange medarbejdere, og man ikke ved, hvad de bliver brugt til, så skal man stille spørgsmål. Der er sikkert en ganske fornuftig forklaring,« siger Tommy Rachlitz Nielsen.
Han har derfor bedt forvaltningen om en forklaring og regner med at få svar.
»Jeg synes faktisk, det er rigtig sund fornuft, at man spørger ind, når man hører noget, der lyder mærkeligt,« siger han.
Byrådet har netop vedtaget et budget med besparelser for 150 millioner kroner, og ifølge Tommy Rachlitz Nielsen er det netop derfor, politikerne skal se kritisk på, hvordan pengene bliver brugt.
»Jeg anerkender alle de mennesker, der er ansat på vores skoler, og at de laver noget fornuftigt. Men jeg har behov for at undersøge, om vi kan få flere ud at tage sig af børnene, frem for at sidde ved skrivebordet. Med alle de dokumentationskrav kunne det være, at vi skulle se på, om kunstig intelligens kan løse noget af det,« siger han.
Tommy Rachlitz Nielsen sidder ikke selv i skoleudvalget. Det gør Cecilie Roed Schultz, og det bruger han som argument for, at De Konservative nu blander sig i skoleområdet.
»Cecilie har siddet i skoleudvalget i rigtig mange år, og i de samme år er det bare gået ned ad bakke. Så det er nok meget godt, at De Konservative begynder at blande sig i, hvad der sker på folkeskoleområdet. Vi har brug for, at der sker noget nyt. Vi skal have vendt den udvikling,« siger han.
Under byrådsmødet sagde Cecilie Roed Schultz flere gange, at dele af budgettet gør ondt på hende og Enhedslisten, selvom partiet stemte for. Det har Tommy Rachlitz Nielsen svært ved at acceptere.
»Det er ansvarsforflygtigelse at sige, at man skriver under på noget, man egentlig ikke kan lide. Vi har alle sammen truffet de beslutninger, der står i budgettet. Vi har alle sammen været med til at lukke Herslev Børnehave, og vi har alle sammen været med til at sikre, at der stadig er en MadsbyParken. Det er ikke et enkelt parti, det er alle dem, der har skrevet under på budgettet,« siger han.
»Jeg bliver lidt træt af at høre på, at man kun vil tage ansvar for det gode og have ondt i maven over resten,« siger Tommy Rachlitz Nielsen.
Ifølge ham kræver det en stærk nerve at være politiker, når der skal laves svære budgetter, og når man samtidig skal tage en masse ballade på de sociale medier.
»Hvis man ikke kan klare mosten, er man måske det forkerte sted. Det er hende, der taler om sin mave, ikke mig,« siger han.


