Yderligere to mænd dømt i cannabissag fra Vamdrup

KRIMI. To mænd er i samme sag, som AVISEN tirsdag omtalte i forbindelse med en 33-årig mand fra Vamdrup, nu kendt skyldige i cannabisbesiddelse. Begge er idømt ubetinget fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Det oplyser Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi.
Den ene er en 26-årig mand, der er idømt syv måneders fængsel. Han blev kendt skyldig i at have været i besiddelse af 1.758 gram marihuana på en adresse ved Rødding og i at have dyrket cannabisplanter og cannabisstiklinger. Han modtog dommen og blev fængslet efter dom.
Den anden er en 55-årig mand, som er idømt 60 dages fængsel. Han blev dømt for at have været i besiddelse af mindst 1.681 gram marihuana på en adresse ved Juelsminde. Også han modtog dommen og blev fængslet i forlængelse af retsmødet.
Dermed er tre mænd nu dømt i sagen. Tirsdag blev den 33-årige idømt fire måneders ubetinget fængsel og udvist med indrejseforbud i seks år for at have besiddet 159 klargjorte potter til cannabisplanter og cannabisstiklinger i Vamdrup. Formålet var at fremstille mindst 4.531 gram marihuana med henblik på videreoverdragelse, men det blev afbrudt, da politiet greb ind.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi.



