Fra 300 ufrivillige gæster til 1,4 millioner frivillige

Ugens Jay's. Hver uge inviterer vi et menneske, der gør en forskel i Fredericia, til samtale ved kaffebordet hos Jay's på Ryes Plads. Om livet, byen og det, der sker, når man vælger at være til stede dér, hvor man er.

Jacob Falkenby: Han kendte landets mest lukkede døre og står nu i byens mest åbne

UGENS JAY. Uden for vinduet ligger Ryes Plads og gør det, den er blevet så god til de senere år. Der sidder mennesker ved bordene, kaffen damper, og pladsen summer af den slags liv, som ingen kunne have forestillet sig her for bare få år siden. Jacob Falkenby har bemærket det, længe inden han satte sig.

»Den plads, vi sidder på i dag, er jo helt abnorm. Når jeg ser det, tænker jeg, at jeg gerne vil være en del af den udvikling,« siger han.

Det er han så også blevet, i en grad de færreste kan hamle op med. Jacob Falkenby er leder af Madsbyparken, og de fleste tror, at det betyder legeparken. Det gør det også, men det betyder samtidig Monjasa Park, Fredericia Idrætscenter med seks haller, badeland og svømmeanlæg, og Den Historiske Miniby, som ikke længere er så lille endda. Tilsammen er det en organisation med omkring 60 fuldtidsansatte og 1,4 millioner besøgende om året, byens legeplads i ordets bredeste forstand, og manden for bordenden kom til den ad en vej, ingen kunne have tegnet på forhånd.

For inden Jacob Falkenby fik ansvaret for de steder, hvor fredericianerne er allermest frivilligt til stede, tilbragte han årevis blandt mennesker, der overhovedet ikke ønskede at være, hvor de var. »Der er forskel på, om man har 300 gæster, som absolut ikke ønsker at være der, eller 1,4 millioner, hvor 99,9 procent gerne vil,« bemærker han.

Historien begynder på den anden side af Lillebælt. Jacob Falkenby og hans kone er begge fra Nyborg-egnen, og da de for omkring 24 år siden skulle finde et sted at bo, var Fredericia ikke resultatet af en drøm. Hun skulle drive tøjbutik sammen med en investorgruppe, han arbejdede i Odense, og på et landkort var de to byer lige gode.

»Vi endte lidt tilfældigt i Fredericia. Det har jeg aldrig fortrudt,« fastslår han og prøver at sætte ord på det, der siden er vokset frem. »Hvorfor bliver man forelsket? Fredericia-hjertet er så stort, at man næsten ikke forstår det. Og især inden for de seneste ti år er det blevet helt vildt.«

Vejen til kaffebordet her har været alt andet end lige. Efter folkeskole og handelsskole startede han i radio- og tv-branchen, hvor han med egne ord aldrig nåede at sælge et fladskærms-tv, fordi han var ude af faget, inden de kom. Så fulgte caféverdenen i Odense som fuldtidsleder og en sæson som skiguide i Alperne, lige som han havde mødt hende, der skulle blive hans kone, og til sidst det valg, der kom til at definere de næste mange år. Han stod og hældede mellem politiet og Kriminalforsorgen, havde venner begge steder, og det blev fængslerne.

Syv år som betjent på gulvet blev til en klassisk ledelseskarriere, der endte med ansvar for 40 mand i København. Og sideløbende kørte resten af livet for fuld tryk med tøjbutikken derhjemme, et hus, der skulle renoveres, to børn, der kom til, og et jurastudium på deltid i Aarhus, hvor kriminalforsorgens praktiske erfaring med retssystemet pludselig gav bøgerne mening. »Når man står midt i det, opdager man det ikke. Så kører det bare. Men nogle af de bedste køreture, jeg har haft, var i den lille blå bil hjem fra Aarhus, helt høj efter undervisningen,« husker han.

Studiet blev aldrig gjort færdigt, og karrieren i fængselsvæsenet pegede opad, da noget andet begyndte at trække. For hjemme i Erritsø havde Jacob Falkenby et helt parallelt liv som frivillig. Formand for håndboldklubben og e-sportsforeningen, bærende kraft i byfesten gennem fem år, en plads i forretningsudvalget bag Erritsø Idrætscenter, og med tiden brugte han næsten lige så mange timer på det, han kalder sit fritidsarbejde, som på sit fuldtidsjob. Så da stillingen som leder af Madsbyparken dukkede op anden gang, efter at han første gang havde siddet og smilet lidt ad tanken, var regnestykket ikke længere til at ignorere. »Der tænkte jeg, at nu var det dumt, hvis jeg ikke prøvede. Mange sagde bagefter til mig, at jeg havde skiftet fuldstændig karriere. Det har jeg ikke. Ledelse er ledelse, og Excel-arkene er nogenlunde de samme,« forklarer han.

Det, der til gengæld overraskede ham, var hjertet. Idrætscentret og stadion vidste han, at han ville trives i, for det miljø kendte han indefra som frivillig. Men legeparken og minibyen var ukendt land, og det er lige præcis de to, der har sat sig fast. »Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ville blive lige engageret. Men minibyen og legeparken har en lige så stor plads i hjertet i dag. Jeg ser det som en samlet enhed,« siger han.

Spørger man, hvad han er mest stolt af efter et arbejdsliv i to så forskellige verdener, kommer svaret ikke som en enkelt bedrift, men som en erkendelse af, hvor han er landet som leder, i en hverdag hvor professionelle klubber, erhvervsliv, forvaltning, byråd og engagerede foreningsfolk alle skal gå op i en højere enhed. »Jeg er stolt af den ledelsesstil, jeg er nået frem til. Og så bliver jeg rigtig glad for de små ting. Når vi lykkes med noget, vi har sat os for, som ombygningen af badelandet, og processen holder, så folk viser os tillid næste gang,« siger han.

Midt i al fremdriften er der dog én ting ved sig selv som leder, han gerne så anderledes, og han lægger ikke skjul på den. »Jeg tror, jeg glemmer at fejre de store succeser. Det er nok det eneste ved min ledelsesstil, jeg er lidt ked af. Jeg glemmer at sige det til mine gode kolleger, og nogle af dem har da også spurgt, om vi ikke lige kan få lidt ros, inden vi kører videre. Så drikker vi en kop kaffe og siger, at det var fedt, og så er vi videre til det næste,« erkender han med et smil og forklarer, hvor rastløsheden kommer fra. »Når målet er nået, sætter jeg det bare tyve procent højere.«

Den rastløshed holder sig naturligvis ikke inden for centrets hegn. De senere år er engagementet vokset ud over kommunegrænsen, hvor han er gået aktivt ind i festivalarbejdet på den anden side af bæltet og videre derfra ind i musiklivets organisationer, mens samarbejderne herhjemme med messecenter, hoteller og byens øvrige aktører bliver flere og flere. Drivkraften er den samme som altid, siger han, nemlig at få ting til at ske og flytte en organisation fra A til B, helst uden selv at skulle stå med skruetrækkeren, men aldrig for fin til at tage fat. »Jeg er ikke bange for selv at gå ned og tage fat. Jeg vil gerne vide, hvordan pumpen fungerer. Jeg skal ikke kunne skifte den, men jeg vil vide, om den er blå eller rød,« siger han.

Og sådan kunne man egentlig blive ved, for kasketterne er mange, og det er gennem dem, de fleste fredericianere kender Jacob Falkenby. Som lederen i centret, formanden fra Erritsø, manden fra badelandet og stadion, ham man ringer til, når noget skal lykkes. Det er roller, han har fyldt så godt, at de næsten er blevet synonyme med ham, og måske er det derfor, at snakken ved kaffebordet så naturligt handler om alt det, han laver. Men bag kasketterne sidder der også bare en mand fra Nyborg, der engang ikke anede, hvad livet skulle bruges til, og beder man ham give den unge udgave af sig selv et råd, bliver der stille et øjeblik ved bordet. Mulighederne dengang var til at overskue, siger han, og alligevel virkede valget uoverskueligt, som det gør for mange unge mænd. »Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle sidde og drive det, jeg ser som et af Fredericias største flagskibe. Så rådet ville nok være at kigge lidt op og nyde rejsen. Men hvis en klog mand havde sagt det til mig dengang, havde jeg bare tænkt, hvad snakker han om,« ler Jacob Falkenby.

Og måske er det i virkeligheden det, der forbinder alle kapitlerne, fængslet, butikkerne, foreningerne og legeparken. En mand, der aldrig har haft en færdig plan, men altid har været til stede dér, hvor han var, med begge hænder og et mål, der bliver sat tyve procent højere, hver gang det nås. Uden for vinduet summer Ryes Plads videre. Han ser på den som en mand, der ved, at den slags ikke kommer af sig selv.