Foto: John Bo Nielsen, 7evenphoto

Mikkel Hansen er et unikum. Lige fra da han brillierede i “basketballtrøjen” i AG København til karrierens efterår i Aalborg Håndbold, har han tryllebundet folket der i stor stil har flokkes om verdens bedste Mikkel.

Som ung GOG-spiller tryllebandt Mikkel Hansen håndbold-Danmark. Talentet var tydeligt for enhver. Dengang lignede han lidt en genert dreng, men generthed er det forkerte ord at bruge om Mikkel Hansen efter, at man har lært ham at kende.

Allerede som 19-årig debuterede han på landsholdet. Den dag i dag er Mikkel Hansen 36 år, og fylder senere på året 37 år. Med næsten 18 år i nationaldragten, og mere end 20 år på den store håndboldscene er det fortjent, at Hansen nu stiller håndboldskoene på hylden efter sæsonen, hvor hans helt store mål er at slutte det hele i byernes by Paris til OL. Den by, hvor Hansen spillede og boede i ti år.

Inden det hele kom så vidt fik Mikkel Hansen håndboldopdragelsen i Virum-Sorgenfri inden, at turen gik til GOG i 2005. 120 kampe og 805 mål senere var tiden moden til at prøve noget nyt. Efter OL i 2008, hvor Hansen kom på alles læber med det legendariske mål mod Rusland på frikast efter tid, gik turen til Barcelona. Det var ikke altid en dans på roser der, da der også var andre stjerner, som tog deres andel af spilletiden.

Det helt store gennembrud på klubplan kom, da Mikkel Hansen returnerede til dansk håndbold i 2010. Scenen var sat i AG København, der havde Kasi-Jesper i spidsen. Allerede dengang var Hansen en darling. Folk kom i hallen kun for at se ham, og selvom Hansen ikke var gammel dengang, var han fuldt ud bevist om hans vigtighed for omverdenen. Han gav sig tid til at skrive de autografer, der skulle skrives, og blev i arenaen indtil det sidste barn havde fået hans signatur.

Aldrig har Mikkel Hansen været den højtråbende eller ham med de store armbevægelser, men i stedet været en stille personlighed, der har gjort sine ting på håndboldbanen og sat nye standarder for, hvordan spillet med den runde kugle er. Det har kastet et utal af titler af sig. Alt lige fra mesterskaber til EM, VM og OL, men én ting mangler: Champions League-trofæet.

Det vil være toppen af kransekagen, hvis det lykkes Aalborg at hjemføre trofæet i Mikkel Hansens sidste sæson. Han har været i Final4 flere gange, og planen var, at Paris skulle have vundet titlen med Mikkel Hansen i spidsen, men det lykkedes aldrig. Nu har Mikkel Hansen et sidste skud med Aalborg Håndbold, der er direkte kvalificeret til kvartfinalen og står med gode kort på hånden for at komme i Final4, ligesom de gjorde for år tilbage, hvor det lykkedes at komme i finalen.

Uanset, om det lykkedes Mikkel Hansen, at få det manglende Champions League-trofæ eller ej, ændrer det ikke på, at han er en gudsbenovet håndboldspiller, der har været med til at sætte nye standarder, og fremfor alt er han folkelig. Der er ingen stjernenykker over Mikkel Hansen, selvom han har rundet 36 år. Han giver sig tid til fansene, som han stadig den dag i dag troligt står og tager selfies med og skriver autografer til. Ligesom han selv ønskede, at de store stjerner gjorde det, da han var en ung knægt.

En, der har spillet sammen med Mikkel Hansen, men som også har spillet imod ham, er Casper U. Mortensen. Mortensen stødte blandt andet ind i Hansen som modstander, da Fredericia Håndboldklub og AG København mødtes i ligaen tilbage i 2010, og siden har de spillet sammen på det danske landshold, hvor de har fejret store øjeblikke sammen. Ikke mindst OL-triumfen i 2016.

– Det har været en ære at være din holdkammerat igennem mange år på landsholdet. Jeg ved ikke hvor mange kampe, du har afgjort på egen hånd, det har været helt vildt at opleve. Ord er nærmest overflødige. Dit CV taler for sig selv, skriver Casper U. Mortensen på det sociale medie X.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt nedtoner heller ikke Hansens betydning på og udenfor banen.

– Mikkel Hansen har ikke bare været verdens bedste håndboldspiller – flere gange. Han har tilmed åbnet døren til håndbold og haller for titusindvis af mennesker. Tak for alle målene, kampgejsten og oplevelserne, skriver Engel-Schmidt på X.

Landstræner Nikolaj Jacobsen knytter også ord på Mikkel Hansens karrierestop.

– Jeg synes, det er en trist dag. Det er den største håndboldspiller, vi har haft i Danmark, og det er en af de største idrætspersonligheder, vi har haft i dansk sport, fortæller Jacobsen til TV 2 SPORT.

Mikkel Hansen, der pt. er skadet, indstiller officielt karrieren til sommer. Om det hele slutter af med OL i Paris må tiden vise, men intet kan ændre på, at Hansen fra starten af karrieren, og frem til afslutningen, tryllebandt det danske folk, der strømmede om Hansen, som trofast har plejet dem.