Gruppeformand for Det Konservative Folkepartis byrådsgruppe i Fredericia Kommune, Tommy Rachlitz Nielsen, tror ikke, at skolestrukturen i kommunen er årsag til det dårlige karaktergennemsnit, men hvis Fredericia skal være børnefamiliernes førstevalg, så kræver det, at man retter op nu.

De konservative politikere i Fredericia Byråd sidder ikke i Børne- og Skoleudvalget, men partiet er dog klar til at dykke ned i både karaktergennemsnit, trivsel og skolestruktur i Fredericia Komme. Det fortæller Tommy Rachlitz Nielsen.

– Det er ikke rar læsning. Jeg ved kun noget om sagen fra pressen, men det er heller ikke rar læsning. Det er forholdsvis udpræget, at det man har sat i værk indtil videre ikke har virket. Vi har en vision, der siger, at vi vil være børnefamiliernes førstevalg. Hvis vi vil det, så kræver det gode institutioner og gode skoler. Vi har et stort stykke arbejde foran os for at løfte området nu, siger han.

Han slår samtidig fast, at besparelser på området koster, men det kan også handle om ledelse og styring.

– Vi har rigtig mange dygtige medarbejdere, og tror faktisk på, at de kan løse opgaven. Fredericia Kommune har nok ikke været helt gode til at frisætte skolerne. Vores engagerede medarbejdere kan, hvis de får lov, løfte niveauet for skolerne igennem deres egen kreativitet og faglighed. Nogle gange skal politikere og måske til en vis udstrækning også embedsmænd, blande sig lidt mindre i, hvordan skolerne drives. I stedet skal vi koncentrere os om de økonomiske rammer, og så skal man lade skolerne vurdere, hvordan man underviser bedst, fortæller Tommy Rachlitz Nielsen.

Trivsel spiller også en rolle, men det burde ikke være et større emne, mener Nielsen, der siger, at det giver sig selv, at trivsel spiller en rolle.

– Trivsel betyder naturligvis også meget. Det gør trivsel alle steder. Det betyder noget i forhold til, hvordan vi præsterer i hverdagen. Det er elementært og indlysende. Det er ikke raketvidenskab. Det burde stå på side 1 i lærebogen, siger den konservative politiker.

Der kan være for stor afstand mellem ledelse og skoler, men det kan man også arbejde med, mener Tommy Rachlitz Nielsen.

– Jeg tror ikke på, at den nuværende skolemodel er med til at trække gennemsnittet ned, men skolerne skal være i stand til at levere en god ledelse, men også på nogle fornuftige økonomiske rammer. Strukturen kan betyde, at ledelsen er længere væk fra de enkelte skoler og matrikler, og det kan være et problem, hvis ledelsen ikke er forberedt på denne problemstilling, slutter Tommy Rachlitz Nielsen.

Læs også

0 0 stemmer
Article Rating
Følg
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer