Avisen

Nyheder og indsigt.

avisen.nuPolitik

Klasseloftet på 24 elever bliver afskaffet efter to år – halvdelen af pengene går til to-voksentimer

Klasseloftet på 24 elever bliver afskaffet efter to år – halvdelen af pengene går til to-voksentimer

POLITIK. Det klasseloft på 24 elever, som Fredericia Byråd selv indførte med budgetaftalerne for 2025 og 2026, ophæves med det nye budgetforlig. Beslutningen er skrevet ind i forligsteksten som en del af finansieringen af den nye skolepakke: »Skolepakken finansieres dels ved, at klasseloftet på 24 ophæves, og at halvdelen af de frigjorte midler overføres til skolepakken.«

Klasseloftet blev indfaset fra 0. klasse i skoleåret 2024/2025 og skulle efter planen gælde fra 7. klasse fra skoleåret 2026/2027 – altså fra det skoleår, der netop er begyndt. Med forliget vender kommunen tilbage til de lovbestemte grænser: 28 elever på mellemtrin og i udskoling og 26 elever i 0.-2. klasse.

Besparelsen er den største enkeltpost på skoleområdet. På mellemtrin og udskoling giver ophævelsen 4,2 millioner kroner i 2027 stigende til 10 millioner i 2030, og i indskolingen 2,7 millioner stigende til 4,4 millioner. Fuldt indfaset er det 14,4 millioner kroner om året. I sparekataloget svarede de to forslag tilsammen til 23,2 lærerårsværk i 2030, men forvaltningen bemærkede samtidig, at hovedparten af budgettet til klasseloftet endnu ikke var udmøntet, og at der derfor »i langt overvejende grad ikke« ville være tale om nedlæggelse af besatte stillinger. Kataloget advarede også om konsekvensen for undervisningen: »Ved meget store klasser, hvor det ikke er muligt at indsætte 2 voksne og samundervise, kan det være vanskeligt at opnå tilstrækkelig grad af undervisningsdifferentiering, så alle elever får det fulde udbytte af undervisningen.«

Det er præcis den indvending, forliget forsøger at imødegå. Halvdelen af de frigjorte midler – det vil sige op til 7,2 millioner kroner om året i 2030 – lægges i en skolepakke, der ifølge forligsteksten skal indeholde to-voksentimer i dansk, matematik og naturfag, midler til at implementere anbefalingerne i den skoleanalyse, der ventes ved årsskiftet, bedre overgange fra dagtilbud til skole og fuld finansiering af det nationale skolemadsforsøg på Kirstinebjergskolens afdelinger Høgevej og Havepladsvej. Skolepakken er sat til 3,45 millioner kroner i 2027, 5,5 millioner i 2028, 6,45 millioner i 2029 og 7,2 millioner i 2030. Omfanget af to-voksentimerne fastlægges senere i Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget.

Resultatet er, at kommunen bytter et fast loft over klassestørrelsen ud med en pulje til ekstra voksne i udvalgte fag – og beholder den anden halvdel af pengene som besparelse. Om det er en styrkelse eller en forringelse, afhænger af, hvor to-voksentimerne lander, og hvor mange klasser der reelt vokser til 26 og 28 elever.

Ophævelsen sker på trods af, at flere høringssvar advarede mod større klasser. Skolebestyrelserne ved Kirstinebjergskolen og Fjordbakkeskolen, forældrebestyrelsen på Erritsø Fællesskole, MED-udvalget på Ullerup Bæk Skolen og Fredericia Lærerkreds tog alle afstand fra forslaget, og lærerkredsen kaldte skolebesparelserne »en katastrofe«. Kredsens formand, Per Breckling, sagde i sidste uge til AVISEN, at byrådet i sit eget grundlag har kaldt det gode børneliv hjerteblod, og at det »hænger jo ikke sammen med de her spareforslag«.

Forligsteksten kalder fortsat det gode børneliv for »hjerteblod for Fredericia Byråd«. Klasseloftet, som var et af de synlige beviser på det, holdt to år.

Budgettet andenbehandles i Økonomi- og Erhvervsudvalget den 28. september og vedtages endeligt i byrådet den 5. oktober.

Del artiklen

Læs også

Bussen forbliver gratis – men 2,5 millioner skal skæres af køreplanen fra 2028, og Herslevs rute 5 er ikke fredetStadion til 80 millioner, husleje på 17,5 millioner om året – og et budget, der falder 19 millioner igennem uden denForliget dropper sparekravet på lærernes arbejdstid – men kræver aftalen genforhandlet alligevelLA kalder det 38 millioner på administration og ledelse – forliget rører ikke én stilling i direktion eller chefgruppe