Avisen

Nyheder og indsigt.

avisen.nuPolitik

Møllegård på glatis: Beder om ro efter en uge med tre forskellige forklaringer

Møllegård på glatis: Beder om ro efter en uge med tre forskellige forklaringer

POLITIK. Borgmester Anders Møllegård (V) tager søndag aften ordet i et længere opslag på Facebook, fem dage efter at AVISEN offentliggjorde det aftalepapir fra Tårnværelset, som han og fire partier skrev under på den aften i november, hvor han blev borgmester. Han skriver, at han er ked af det billede, der bliver tegnet af kommunen, at de seneste dage i høj grad har handlet om ham som person, og at han håber, sagen kan lægges bag. Om papirets indhold skriver han ikke et ord.

»Der er sagt og skrevet rigtig meget om Middelfart Kommune de seneste dage. Og jeg må sige, at jeg er ked af det billede, der bliver tegnet af vores kommune. For det er ikke den Middelfart Kommune, jeg kender«, skriver Anders Møllegård.

Opslaget kommer efter en uge, hvor borgmesteren har givet skiftende forklaringer på det samme dokument. Mandag den 14. september, dagen før offentliggørelsen, spurgte AVISEN ham, om han havde skrevet under på andet fra Tårnværelset end den konstitueringsaftale, alle 25 byrådsmedlemmer står bag. »Ikke hvad jeg ved«, svarede han. Onsdag, da papiret lå fremme med hans underskrift på sidste side, kaldte han det over for AVISEN »et udkast til et forståelsespapir« og sagde om punktet om kommunaldirektøren, at han havde sagt til de fire partier, at han ikke ville have Steen Vinderslev ud. Spurgt om kommunaldirektøren kendte til underskriften, ønskede han ikke at svare. Spurgt om Ulla Sørensen havde fået den plads på rådhuset som hans sparringspartner, papiret lover hende, svarede han »tag den med Ulla«.

Samme dag skrev han på Facebook, at der var tale om den samme sag »igen igen«, og henviste til den endelige konstitueringsaftale som den bindende. De fire medunderskrivere har siden kaldt den udlægning usand. Louise Mejnert Ferslev (I) har sagt til AVISEN, at borgmesteren i to samtaler selv sagde, at de bare kunne offentliggøre papiret, og at det nu er godt, at »de i hvert fald kender sandheden«. Maria Lund Nielsen (Å) har kaldt invitationen til budgetforhandlingerne »et ultimatum«. Lasse Schmücker (Ø) har kaldt borgmesterens svar en afledningsmanøvre, og Jonas René Jensen (Æ) har sagt, at kardinalpunktet ikke er Steen Vinderslev, men at borgmesteren ikke vil tale med dem. Steffen Daugaard (O), som sidder i budgetforliget med Møllegård, har kaldt punktet om kommunaldirektøren »skrupskørt« og sagt, at forligskredsen må forholde sig til det. Kommunaldirektøren selv har svaret AVISEN, at han ingen kommentarer har.

Det er den baggrund, søndagens opslag skal læses på. Borgmesteren beskriver en kommune i vækst med sund økonomi, et erhvervsliv i fremgang og stærke velfærdstilbud, og han skriver, at det er den kommune, han vil bruge sin tid på.

»Men de seneste dage har desværre handlet om noget helt andet, og i høj grad om mig som person. Det er hårdt, for jeg tror stadig på det brede samarbejde, og jeg tror på, at vi kommer længst ved at tale med hinanden, også når vi er uenige«, skriver han.

Politik må gerne være kontant, skriver borgmesteren, og man må gerne være rygende uenige.

»Men det skal handle om politik og om, hvilken retning vi ønsker for Middelfart Kommune. Ikke om at grave grøfterne dybere eller gøre det personligt, for det ligger så langt fra mit personlige kompas som person«, skriver han.

Anders Møllegård oplyser i opslaget, at han søndag aften giver et interview til TV 2 Fyn, hvor han svarer på spørgsmålene om den seneste tids uro. AVISEN, der har dokumentet, har siden onsdag bedt ham om at forholde sig til det punkt for punkt.

»Derefter håber jeg, vi kan lægge sagen bag os og rette blikket mod det, der betyder mest, at skabe gode rammer for borgere, virksomheder og fællesskaber i hele Middelfart Kommune«, skriver han og slutter med, at han blev borgmester for at skabe resultater, og at det arbejde fortsætter.

»Der er rigeligt at tage fat på i hele kommunen, og det glæder jeg mig til«, skriver Anders Møllegård.

Byrådet andenbehandler budgettet for 2027 og 2028 den 5. oktober. Forliget hviler på Venstres seks mandater sammen med Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti, mens de fire partier fra Tårnværelset og løsgængeren Kaj Pilgaard har fremsat deres eget budget.

Del artiklen

Læs også

Alfa Laval mangler ingeniører – nu har ministeren fået beskeden i KoldingTommy Rachlitz Nielsen om budgetforliget »Vi blev i rummet og tog ansvar«Grønland, Danmark og USA klar med sikkerhedsaftale om ArktisMaria Lund Nielsen om forløbet: »Det var et ultimatum«