Andel sælger Ørsted-aktier for tre milliarder
Ørsted har hovedsæde på Kraftværksvej i Skærbæk ved Fredericia. Energikoncernen Andel har netop solgt 1,73 procent af aktierne i selskabet for godt tre milliarder kroner. Arkivfoto

BUSINESS. Energikoncernen Andel har solgt en stor portion af sine aktier i Ørsted, der har hovedsæde på Kraftværksvej i Skærbæk ved Fredericia. Salget fandt sted 8. september og omfattede 22.800.000 aktier svarende til 1,73 procent af energiselskabet. Provenuet lyder på 3.089.400.000 kroner, og prisen per aktie var ifølge Bloomberg News 135,50 kroner. Efter handlen ejer Andel fortsat 43.392.007 aktier eller 3,28 procent og er dermed stadig en betydelig aktionær i Ørsted.
Salget skal ses i lyset af den kapitaludvidelse, Ørsted gennemførte sidste år efter en periode med store tab og faldende aktiekurs. Her valgte Andel at skyde ekstraordinære tre milliarder kroner ind i selskabet, hvilket lå uden for koncernens egen investeringsplan. Formålet var at stabilisere Ørsted og beskytte værdien af den ejerandel, Andel i forvejen havde. Knap et år senere er værdien af positionen ifølge Andel steget med mere end to milliarder kroner, og med salget henter koncernen nu et beløb hjem, der stort set svarer til det ekstraordinære indskud.
Pengene skal efter planen ud at arbejde i elnet og ladestandere. Andel, der ejes af 400.000 andelshavere og har hovedsæde i Svinninge på Sjælland, oplyser, at koncernen frem mod 2030 vil investere mere end 20 milliarder kroner i det østdanske elnet og i landets største ladenetværk. Baggrunden er, at det danske elforbrug efter mange års stilstand igen stiger, i takt med at elbiler, varmepumper og virksomheder kobles på nettet.
»Elektrificeringen er en af de største samfundsforandringer i vores tid, og det ligger i kernen af Andels samfundsansvar at bidrage til, at den lykkes«, siger administrerende direktør i Andel, Jesper Hjulmand.
Det er ikke første gang, Andel bruger sin ejerandel i Ørsted som løftestang. I 2020 solgte selskabet halvdelen af sin daværende aktiepost i forbindelse med købet af Radius Elnet og Ørsteds danske privatkundeforretning.
»Vi har tidligere sat Ørsted-positionen i spil for at styrke Andels rolle i det danske energisystem. Nu gør vi det igen. Samtidig tror vi fortsat på Ørsted og selskabets vigtige rolle i den grønne omstilling. Andel vil også efter transaktionen være en betydelig aktionær«, siger Jesper Hjulmand.

