Jonas ville skabe sin egen hverdag, men endte med at skabe en arbejdsplads for ti mand

Hallen var et bilværksted engang, og så stod den tom, og i den ene ende af den er Jonas Barasinski nu i gang med at mure et kontor op med køkken og mødelokale, så han kan trække sine folk hjem til personalemøde. »Så kan vi samles, få en pølse og hygge os lidt sammen,« forklarer han, mens han ser ud over et rum, der om et par måneder vil være et andet rum, og det er den slags, han holder af ved sit fag. »Det, der giver mig den største wow-effekt ved at være murer, er, når man kan køre forbi noget og sige, det der har vi bygget. Og det står der stadig. Meget andet håndværk bliver jo gemt væk, men det, vi laver, kan folk se,« fortæller han. Han lejede sig først ind lidt længere nede ad vejen sammen med en anden og fik brug for mere plads, og grunden er den enkle, at han begyndte alene og havde tænkt sig at blive ved med det, og siden er der kommet ni til. Den sidste skrev under samme dag, som han fortalte om det.

Jonas Barasinski er født og opvokset i Fredericia, har boet her hele sit liv og har svært ved at se sig selv nogen andre steder, hvilket også er hele forklaringen på firmaets navn. Han er far til to piger, 36 år og murer siden han var 14, hvor hans bror, der havde sit eget murerfirma, sagde, at han bare kunne gå med og arbejde. »Det var egentlig slet ikke meningen, at jeg skulle være murer. Men jeg har aldrig fortrudt det, og jeg elsker stadig det, jeg står op til hver eneste dag,« fortæller han, og der blev næsten 20 år ud af det i det firma, hvor han med årene tog så meget ansvar, at han følte sig selvstændig uden at være det. Drømmen om sit eget lå der, men også et klart blik for, hvad den koster, for han havde set det tæt på, og han havde det godt som ansat. Det, der til sidst fik ham videre, kom fra en anden kant. Han nåede et punkt, hvor han fik brug for at kigge indad på et liv, der havde handlet om arbejde, et hus bygget i en tidlig alder, et nyt revet ned og bygget stort op igen, og en hverdag, hvor han sjældent var hjemme. Han ville væk for en stund og tog arbejde i et andet firma, men det blev kort, og det endte med en opsigelse med en begrundelse, han stadig smiler lidt skævt over. »De sagde simpelthen, at jeg var for hurtig til mit arbejde. Det var begrundelsen,« siger han. I en branche, hvor en opgave bliver sat til et bestemt antal timer, blev han gang på gang færdig før tid, og så skulle kunderne have kreditnoter. Så enkelt var det.

Det var november 2024, frosten var på vej, og dagen efter tømte han firmabilen, da de kom og hentede den. Han havde lige købt et hus, som andre havde renoveret for ham, hvad han bestemt var uvant med, og han havde ingenting at lave. Så ringede han til fagforeningen og sagde, at han ville være selvstændig, uden en eneste opgave i bogen, og nytårsaften gav han hånd på sit første projekt, et stort hus hos nogle bekendte, der dog først skulle i gang til foråret. Månederne imellem var de værste. »Det var virkelig angstprovokerende. Jeg var jo vant til at stå op hver morgen og vide, hvad jeg skulle lave. Pludselig anede jeg ikke, hvad der skulle ske,« konstaterer han, og to måneder blev det til, før arbejdet kom, først fra de bekendte, så fra en kammerat i et stort forsikringsselskab med akutte sager, og så fra alle de år med et netværk, han havde troet hang på det gamle firmas navn og ikke på hans eget. »Der fandt jeg godt nok ud af, at det hang helt anderledes sammen, end jeg havde troet,« bemærker han.

Planen var at være sig selv. Møde klokken otte og gå klokken 16, eller møde klokken ti og arbejde til midnat, bestemme sin egen hverdag. Så ringede hans gamle lærling i juli og sagde, at han savnede ham, og at han ville med. »Jeg sagde til ham, at det skulle han ikke regne med, for jeg ville egentlig bare være mig selv. Men jeg kendte ham jo, havde selv lært ham op og vidste præcis, hvad han stod for. Så jeg vidste også, hvad jeg fik,« fortæller han, og efter sommerferien var de to. I november ringede en kollega fra firmaet på den anden side af opsigelsen og spurgte hvornår, og selvom november er den sletteste måned i faget, kunne Jonas Barasinski se, at ordrebogen bulnede, og at der kom mere til hele tiden. 14 dage senere ansatte han endnu en, og de holdt vinteren ud. I slutningen af februar ringede tre mand fra hans gamle firma på én gang. Den ældste af dem havde lært Jonas Barasinski faget i tidernes morgen, den yngste var hans egen gamle lærling. »Så der vidste jeg jo også præcis, hvad jeg fik ind ad døren,« siger han igen. Samtidig var typehusfirmaerne begyndt at ringe for at få ham med som underentreprenør på deres byggerier, og dem havde han hidtil sagt nej til, men med tre mand mere på vej tog han til mødet med den klare besked, at det skulle være en forretning for begge parter. Så sagde han ja til begge dele, til typehusene og til de tre. Siden er en lærling kommet til og svenden, der skrev kontrakt samme dag, så i dag står tallet på ni svende og en lærling. Ti mand gennem en vinter er noget andet end én, og svaret på det er en stor sag, der starter om 14 dage og strækker sig hen over de kolde måneder, så der er noget at holde dem i gang med, når frosten kommer. »Det kræver godt nok en del planlægning at få det hele til at hænge sammen,« forklarer han.

Fælles for dem alle er, at han kendte dem i forvejen, og det er ingen tilfældighed. Han ansætter aldrig for at ansætte og vælger med omhu, hvem han har tæt på sig, for det hele hviler på det ord, han sætter over alt andet, ordentlighed. »Det vigtigste for mig er, at mine folk er glade for at møde på arbejde hver dag. Selvfølgelig kan vi være uenige, men jeg gider ikke alt det der snak i krogene og ævl og bævl. Er der noget, man er utilfreds med, så kom og sig det til mig. Så finder vi ud af det,« lyder det fra ham, og han ved, hvad de har satset ved at følge ham til et firma uden referencer. »Jeg har jo ikke en masse, jeg kan vise frem fra mit eget firma. Det, jeg kan vise dem, er mig selv. De ved, hvem jeg er, og hvad jeg står for, og det er det, de har valgt at tro på,« siger han. For nogen tid siden skrev han et opslag på Facebook om, hvordan det er at være selvstændig, og han kunne mærke, at det ramte. Folk tror, det er lykken, skrev han, men ansvaret følger med hjem og fylder i hovedet, og han vil en dag kunne kigge sine piger i øjnene og sige, at han er stolt af måden, han gjorde tingene på. »Et gammeldags håndtryk skal stadig betyde noget, og respekten skal gå begge veje. Alle skal kunne tage hjem fra arbejde og føle, at det, de har lavet, har haft en betydning,« læser han op fra det, og i den sidste linje står, at han startede virksomheden, men at man ikke bygger noget alene.

Det, der bliver bygget, skal også kunne tåle at blive set på, og det er her, ordentligheden bliver til noget, man kan tage og føle på. Jonas Barasinski tager det med hjem, når han ser arbejde, der ser fint ud på overfladen og kunne være bedre under den, og han mener, at branchen går for stærkt, at der er for lidt tid til at værne om det gode håndværk, når økonomien presser, og at folk sparer de forkerte steder. »Når folk siger, at de kan få en opgave til 100.000 kroner lavet 5.000 kroner billigere et andet sted, så siger jeg, at det skal de bare gøre. Det er jo deres projekt. Der skal nok komme noget andet til os. Nogle synes, det lyder arrogant, men jeg vil hellere sige nej end gå på kompromis med det, jeg står for,« konstaterer han, og om det er arrogance eller omsorg for faget, lader han kunderne afgøre. »Jeg synes egentlig, det taler for sig selv, at jeg ikke har brugt en eneste krone på markedsføring, og at vi alligevel er blevet så mange på så kort tid,« siger han. Kvalitet har han en enkel definition på, som alle hans folk kender. »Du skal lave arbejdet, som du selv ville ønske at få det lavet hjemme hos dig selv,« forklarer han, og den stammer fra den tilfredsstillelse, det var, da folk kom og så det hus, han selv havde bygget. Det står der endnu.

Sådan er det med det meste af det, han har lavet, siden han som 14-årig trådte ind i faget, og det er en del af grunden til, at det aldrig har været til diskussion, selvom det slider. Han kalder det det bredeste af håndværkene, badeværelser, gulve, filsede vægge, hele huse, og friheden i det regner han for fagets anden gave, du kan din ting, du gør din ting, og så kan du gøre, hvad du vil. Den frihed er han til gengæld ved at bygge sig selv ud af, for fremtiden beskriver han som en spiral, han selv har sat i gang. Med netværket og samarbejdspartnerne bliver det sværere at sige nej til det, der kommer ind, og han vil under ingen omstændigheder være den chef, der sidder inde på kontoret otte timer om dagen. »Det kan jeg simpelthen ikke holde ud. Hvis jeg bare sidder på kontoret hele dagen, får jeg jo ikke set mine folk, og så føler jeg, at jeg svigter dem. De siger godt nok, at jeg skal slappe lidt af, men jeg vil gerne ud til dem hver dag. Snakke lidt, fyre en joke af eller komme forbi med en kage. Det betyder noget for mig,« siger han, og i weekenderne bliver det til go-kart og en flaske vin, fordi hans folk skal have det godt. Derfor bliver der nu muret et køkken op i det gamle bilværksted, hvor Fredericia Mureren om ikke så længe kan samle ti mand om en pølse, i et firma, der for to år siden bestod af én mand og en tømt firmabil, og som man en dag vil kunne køre forbi og sige, det står der endnu.