← avisen.nu

Det var ikke Zeppelin, men det var fandeme godt

Led Zeppelin Jam leverede lørdag aften i Tøjhuset en koncert med imponerende musikalitet, dobbelt trommekraft og en stærk afslutning. Men selv om musikerne spillede fremragende, savnede jeg i lange perioder den rå energi og vildskab, som gjorde Led Zeppelin til et af rockhistoriens største bands.

Det var ikke Zeppelin, men det var fandeme godt

Lørdag aften klokken otte indtog Led Zeppelin Jam scenen i Tøjhuset i Fredericia. Publikum var mødt op til en aften med musik fra et af rockhistoriens mest legendariske bands, og forventningerne var naturligvis store.

Der findes musik, som næsten er hellig for rockfolket. Led Zeppelins musik hører til i den kategori. Jimmy Pages guitar, John Bonhams trommer, John Paul Jones' bas og ikke mindst Robert Plants karakteristiske vokal skabte en lyd, som mere end et halvt århundrede senere stadig står som noget af det ypperste i rockhistorien.

Derfor er det heller ikke nogen nem opgave at gå på scenen og fortolke dette enorme bagkatalog. Men det er netop, hvad Led Zeppelin Jam gør, og det gør de med en musikalitet, som der bestemt er grund til at tage hatten af for.

Alligevel sad jeg undervejs med en fornemmelse af, at koncerten kunne have været endnu bedre.

En forsigtig begyndelse

Koncerten åbnede med Kashmir. Et af Led Zeppelins store numre, men efter min mening ikke nødvendigvis det bedste valg til at sætte gang i en rockkoncert. Publikum sang ganske vist med, men den eksplosion af rå rockenergi, som man forbinder med Led Zeppelin, lod vente på sig.

Problemet var ikke mangel på kendte numre, men snarere koncertens opbygning og dynamik. Der blev efter min smag plads til lidt for mange afdæmpede passager, og selv om de var velspillede, savnede jeg i lange perioder den nerve og vildskab, der gjorde originalerne så berømte.

Alex Nyborg Madsen, en stemme med kilometer på tælleren

Lad os tage fat på det, som næsten er umuligt at komme uden om, når man anmelder Led Zeppelin Jam, nemlig vokalen. Alex Nyborg Madsen har en markant og genkendelig rockstemme, men årene har sat deres spor. Robert Plant var i sine velmagtsdage ung, veltrænet og nærmest eksplosiv på scenen. Hans ekstremt høje register var allerede dengang noget ganske særligt, og kombinationen af vokal, bevægelse og udstråling var en væsentlig del af Led Zeppelins identitet. Alex repræsenterer en mere tilbagelænet udgave af rockfrontmanden, og det kunne mærkes på den sceniske energi.

Han synger generelt ganske rent og leverer flere fine vokalpræstationer. Men i de krævende passager vælger han indimellem at lægge melodien en oktav ned. Det er en forståelig løsning, men det ændrer også numrenes karakter og tager noget af den intensitet, man forbinder med originalerne. Jeg bemærkede desuden en del vokaleffekter, især i nogle af de vanskeligere passager. Effekter er et helt almindeligt musikalsk værktøj, og de kan både skabe stemning og understøtte en vokal. Her var de dog til tider så fremtrædende, at jeg savnede lidt mere af den rå, direkte stemme. Det ændrer ikke ved, at Alex fortsat er en dygtig og erfaren rocksanger.

Til gengæld var der virkelig noget at glæde sig over instrumentalt.

To trommeslagere, én imponerende rytmisk maskine

Bandets to trommeslagere leverede et imponerende sammenspil. Det var utroligt tight, og de to trommesæt gav musikken en kraft og fylde, som adskiller Led Zeppelin Jam fra originalernes mere rå og direkte udtryk.

John Bonham havde ikke brug for en ekstra trommeslager for at fylde et stadion. Men det vil også være forkert at afvise en anderledes fortolkning. Led Zeppelin Jam har deres egen lyd. Mere moderne, mere massiv og med en bredde, som de to guitarer og de dobbelte trommesæt er med til at skabe.

Et af aftenens absolutte højdepunkter kom, da de to trommeslagere kastede sig ud i en længere trommeduel. Her gik der nærmest sport i at udfordre hinanden. Hvem kunne holde længst? Hvem kunne presse rytmen og intensiteten endnu et niveau op? Publikum var med. Der blev klappet, sunget og råbt med på et fælles »åh åh åh«, og pludselig opstod netop den forbindelse mellem scene og sal, som jeg havde savnet tidligere på aftenen.

Det var både underholdende, imponerende og befriende uhøjtideligt. Herefter fulgte en ganske omfattende bassolo, hvor bassisten fik mulighed for at demonstrere sit tekniske niveau. Man kunne måske indvende, at de lange instrumentale udfoldelser ikke nødvendigvis havde så meget med Led Zeppelins oprindelige udtryk at gøre. Men pyt med det.

Når musikere kan deres håndværk, skal de også have lov til at vise det. Og det gjorde de i den grad. Da guitaristerne efterfølgende faldt ind, voksede lydbilledet til en imponerende mur af rock. Her fik vi for alvor demonstreret, hvor kompetent et band Led Zeppelin Jam er.

Whole Lotta Love, endelig kom rocken

Det var især i koncertens sidste del, at aftenen for alvor løftede sig. Med Whole Lotta Love, Black Dog og de øvrige mere energiske numre kom den rockfest, jeg havde ventet på. Pludselig var der mere bid, mere bevægelse og en langt tydeligere kontakt med publikum. Det var, som om bandet fandt et ekstra gear, og man kunne ikke lade være med at tænke, hvorfor vi ikke fik lidt mere af dette tidligere på aftenen.

Ekstranummeret Rock and Roll var et af de sidste energiske udbrud, men afslørede også nogle af aftenens tydeligste vokale udfordringer. Her var flere passager, hvor Alex ikke helt ramte den vokale præcision, man kunne ønske sig. Til gengæld sad musikken lige i skabet.

Guitarer, bas og trommer leverede et musikalsk overskud, der understregede bandets kvaliteter. Ifølge sætlisten var Thank You også planlagt som ekstranummer.

Dengang Zeppelin var i sort og hvid og monolyd

Jeg har selv minder om Led Zeppelin fra dengang, hvor fjernsynet var sort og hvidt, og rockmusikken stadig kunne få både forældre og bedsteforældre til at løfte øjenbrynene og bande højlydt. I marts 1969 optrådte Led Zeppelin på svensk tv, og få dage senere blev bandet optaget af Danmarks Radio i TV-Byen i Gladsaxe. Den danske optagelse fra den syttende marts 1969 blev sendt den nittende maj samme år og indeholdt blandt andet Communication Breakdown, Dazed and Confused, Babe I'm Gonna Leave You og How Many More Times.

Det var råt, direkte og uden de mange tekniske hjælpemidler, som moderne musikproduktion i dag råder over. Mere end syvoghalvtreds år senere står musikken stadig stærkt. Måske er det netop derfor, vi fortsat møder op for at høre bands som Led Zeppelin Jam. Ikke fordi vi forventer at få Robert Plant, Jimmy Page, John Paul Jones og John Bonham tilbage på scenen, men fordi musikken stadig har noget at fortælle os.

Hvordan bedømmer man egentlig et band som Led Zeppelin Jam? Skal de måles på, hvor tæt de kommer på originalerne, eller på hvor godt de spiller musikken i deres egen fortolkning? Hvis jeg udelukkende skulle bedømme, hvor meget det lød som Led Zeppelin, ville karakteren ikke blive særlig høj. Skabte de festen? Ja, så jeg tog fra Tøjhuset med en god oplevelse.

Det var ikke Led Zeppelin. Det var Led Zeppelin Jam. Og det var fandeme godt!

★★★★☆☆ Fire ud af seks stjerner

Koncertfakta

Led Zeppelin Jam i Tøjhuset i Fredericia lørdag den enogtyvende november klokken otte om aftenen. Ståpladser. Anmelder Poul Rand.

Sætliste

Kashmir
Good Times Bad Times
Misty Mountain Hop
You Shook Me
Four Sticks / Four Stomp
Ramble On
Over the Hills and Far Away
How Many More Times
Immigrant Song
Nobody's Fault But Mine
Trampled Under Foot
The Rain Song
Whole Lotta Love
Black Dog
We're Gonna Groove
Stairway to Heaven

Ekstranumre
Rock and Roll
Thank You

Del artiklen
Spil – prøv vores spil på avisen.nu →

Læs også

Luftens Helte indtog Fredericia med musikalsk magiB-side Beatles er ikke et nowhere bandCCR lever stadig – en aften i rockens himmerige på TøjhusetNæstformand vil rette op på Othello efter påbud uden at fyre ledere