Fiskerbyen, der blev energiby: »Det, der skal ske derude, har vi selv en aktie i«

BOSÆTNING. Skærbæk har 2.500 indbyggere, en havn, et kraftværk og en beboerforening, der arbejder for, at byen ved Kolding Fjord aldrig ender som soveby. I femte afsnit af serien »Derfor Fredericia« fortæller formand Aksel Sørensen om landsbyen, hvor pensionisterne bærer mere, end de fleste opdager, og hvor de unge vender hjem, når de selv får børn.

»Jeg vil forklare dem, at vi er et rigtig stærkt lokalsamfund. Vi bor 2.500 her.«

Sådan lyder det fra Aksel Sørensen, når han skal beskrive Skærbæk for en, der aldrig har været der. Han har været formand for Skærbæk Beboerforening i omkring fem år og siddet i bestyrelsen længere endnu, og han taler om sin by uden omsvøb.

Byens historie ligger nede ved vandet. Skærbæk var fiskerby, havnen går helt ned til fjorden, og med kraftværket blev den energiby med store virksomheder. I dag rummer byen ifølge formanden også et stort firma, der bygger sejlskibe med et verdenskendt navn. Samtidig ligger Skærbæk midt i Trekantområdet, hvor man hurtigt kan nå job i alle retninger.

»Det gør, at der er en stor diversitet i byen. Både aldersmæssigt, men også med, hvad folk laver,« siger Aksel Sørensen.

🔇

Risikoen er, at det bliver en soveby. Det siger han selv, og det er den risiko, byens fællesskaber skal holde fra døren. Idrætsforeningen, som Skærbæk deler med Taulov, samler stadig flest, og i de senere år er der kommet nye rammer til.

»Nu har vi skabt nogle steder, hvor der både kan være foredrag og små koncerter. Det er mindre forsamlinger hver gang, men vi vil gerne gøre dem kendte uden for Skærbæk også,« fortæller han.

At folk møder op og giver en hånd, når der kaldes, forklarer formanden med en erkendelse, som tilstrækkeligt mange i byen deler. Landsbyer fungerer ikke, hvis ingen løfter.

»Det bliver nærmest lidt selvforstærkende. Nogle af dem, som kommer fra store byer, hvor det ikke var så almindeligt, bliver fanget ind af det,« siger han.

»Og der er en del pensionister, som stadig er meget ressourcestærke, og de kaster deres kræfter ind i at understøtte hele det miljø.«

For Aksel Sørensen er Skærbæk ikke en undtagelse. Der er fem landsbyer i Fredericia Kommune, og de lærer af hinanden.

»Vi kan inspirere hinanden, og det, der skal ske derude, har vi selv en aktie i. I landsbyerne er man totalt afhængig af, at man selv gør noget,« siger han.

Byen kan det meste selv, men rammerne kommer fra kommunen, og derfor vejer samarbejdet tungt.

»Vi får dårlige kår, hvis kommunen ikke er meget opmærksom på, hvad den kan gøre. Til gengæld kan den få rigtig meget ud af bare at gøre lidt, og jeg synes, vi har et godt samarbejde,« siger formanden, der gerne så det blive endnu stærkere.

Tilflytterne falder først for landskabet. Ikke kun byens eget, men alt det, den ligger i.

»Det er ikke bare Skærbæk, det er hele lokalområdet. Det er mundingen af Kolding Fjord, det er Elbodalen. Man får blik for den flotte natur, der er i Fredericia Kommune,« siger Aksel Sørensen og nævner kyststien, der går gennem byen og fortsætter langt videre.

Og så falder de for det, der ikke står i nogen salgsopstilling.

»De kan godt lide, at naturen er tæt på, og de kan godt lide et lille samfund, hvor man kender alle,« siger han.

Børnefamilierne lægger vægt på de små skoler, de ældre på at kunne klare dagens indkøb tæt på. Derfor må en landsby ifølge formanden nødigt miste sin butik. Det rammer de ældre først, og med butikken forsvinder også de tilfældige møder ved køledisken i Brugsen eller Spar.

De unge flytter væk, som unge gør. Men de kommer igen.

»Vi oplever en del unge mennesker, som er flyttet væk, men de kommer tilbage,« siger Aksel Sørensen om dem, der vender hjem til Skærbæk, når de selv skal have børn.

Til familien, der sidder og overvejer at flytte til byen ved fjorden, er hans svar ligetil.

»De kommer ned i en landsby med en rigtig god udvikling på det, der betyder noget. Og det, der betyder noget, er, at man har stor opmærksomhed på fællesskaber mellem generationer,« siger han og peger på de uformelle mødesteder og de overskuelige institutioner.

Og så er der én ting til. I Skærbæk kan børnene stadig gå alene rundt. Det tør man ikke alle steder længere, konstaterer formanden. Her kan man, og går det efter ham, bliver det ved med at være sådan.