Fredericia Kommune sparer millioner på genoptræning, men kan ikke dokumentere konsekvenserne

POLITIK. Da byrådet vedtog budget 2027-2030 mandag aften med borgmester Peder Tind i spidsen, lå det gemt i et af de mange sparekataloger under betegnelserne »Nytænkning af genoptræningsområdet« og »Nytænkning af hjælpemiddelområdet«. Det lyder uskyldigt og moderne. Men det handler om besparelser på henholdsvis 3 millioner kroner og 3,5 millioner kroner over tre år på et af de områder, der rammer de svageste borgere i kommunen: dem, der har brug for genoptræning efter sygdom eller operation, og dem, der har brug for en kørestol, en rollator eller en bil for at klare hverdagen.

De færreste har haft tid eller mulighed for at grave sig ned i, hvad besparelserne reelt betyder. AVISEN har bedt om aktindsigt i kommunens eget materiale, og svarene fra områdeleder Renata Sloth Carlsen fra Træning, Hjælpemidler og Kommunikation tegner et billede, der er værd at kende, før pengene er brugt.

Det første, der springer i øjnene, er, at der slet ikke findes nogen analyse bag beslutningen. Adspurgt om, hvilken businesscase eller dokumentation der ligger til grund for at flytte flere borgere over på digitale løsninger, svarer Renata Sloth Carlsen kort og klart: »Der ligger ikke nogen businesscase eller andet dokumentation bag.« Baggrunden var i stedet en »bunden opgave«, hvor afdelingen skulle finde sin andel af kommunens samlede spareøvelse på 150 millioner kroner. Besparelserne er altså ikke et resultat af, at nogen har undersøgt, om digital genoptræning virker bedre, billigere eller mere trygt for borgerne. De er et resultat af, at der skulle findes penge et sted, og genoptrænings- og hjælpemiddelområdet blev udpeget.

Samtidig viser kommunens egne tal, at behovet for genoptræning ikke er faldende. Tværtimod. Antallet af henvisninger til genoptræning er steget fra 2.786 i 2021 til 3.247 i 2025, og 2026 ligger på stort set samme niveau. Der er med andre ord ikke færre borgere, der har brug for hjælp. Der er blot afsat færre penge til at give den.

Hvor meget bliver den digitale genoptræning så reelt brugt i dag? Her bliver tallene for alvor interessante. I hele 2026 er der oprettet 111 digitale træningsforløb i systemet Icura, som er det værktøj, hvor borgeren træner ved hjælp af en sensor. Og tallet er faldende hen over året: fra 17 nye forløb i januar til kun 7 i september. Det skal holdes op imod, at afdelingen alene i 2025 modtog omkring 2.300 genoptræningsplaner. I app'en »Mit Liv – Min Sundhed«, som også skal understøtte digital genoptræning, er der oprettet 37 forløb i hele perioden fra januar til september 2026 – og af dem er det kun hvert fjerde forløb, borgeren selv har sat i gang. Tre ud af fire har haft brug for hjælp fra kommunen for overhovedet at komme i gang. Og videokonsultationer, hvor borgeren taler med sin terapeut over skærm, er i Træning & Forebyggelse brugt af 6 borgere fordelt på 6 aftaler i løbet af otte måneder.

Med andre ord: den digitalisering, som besparelserne bygger på, fylder i dag en brøkdel af den samlede genoptræningsindsats i kommunen.

Kommunen henviser selv til forskningsmateriale, som ifølge Renata Sloth Carlsen viser »en gennemgående borgertilfredshed med digital rehabilitering«. Men det materiale, hun har vedlagt – et oplæg fra samarbejdet Forskning På Tværs mellem Sygehus Lillebælt og seks trekantområdekommuner – er langt mere forbeholdent, end den formulering lægger op til. Konklusionen i materialet er, at der »overordnet ingen forskel« er på effekten af digital og almindelig genoptræning – hverken til den ene eller den anden side. Samme materiale gør opmærksom på, at mellem 8 og 31 procent af danskerne har et lavt eller meget lavt sundhedskompetenceniveau, altså svært ved at forstå, bruge og handle på sundhedsinformation – og at andelen stiger til mellem 40 og 50 procent blandt borgere med flere samtidige sygdomme. Det er netop den gruppe, der typisk visiteres til genoptræning og hjælpemidler.

Beslutningen i Fredericia skal også ses i lyset af en national aftale mellem regeringen, Danske Regioner og KL, hvor målet er, at en tredjedel af alle kommunale genoptræningsforløb i Danmark skal være overvejende digitale i 2028. Her er begrundelsen ifølge aftaleteksten, at digital genoptræning »sparer arbejdskraft i kommunerne« – ikke at den er bedre for den enkelte borger.

Adspurgt om kommunen har vurderet risikoen for, at besparelserne flytter udgifter andre steder hen – for eksempel til private behandlingstilbud, hjemmepleje eller indlæggelser – svarer Renata Sloth Carlsen, at der ikke er udarbejdet nogen risiko- eller konsekvensvurdering.

På ventetiderne er billedet mere blandet. På bilområdet, hvor borgere søger om støtte til indretning eller køb af handicapbil, er sagsbehandlingstiden faktisk forbedret markant over en årrække: fra 78 uger i 2018 til mellem 19 og 40 uger i dag, afhængigt af om der er tale om bevilling eller afslag. Ventetiden på genoptræning efter sundhedslovens paragraf 140 har til gengæld ligget stabilt omkring 5 til 5,5 dage de seneste fire år – uden tegn på, at digitaliseringen endnu har gjort nogen målbar forskel.

Tilbage står et billede af en beslutning, der er truffet for at finde penge i et samlet spareregnskab, uden at nogen har undersøgt, om den digitale løsning, besparelsen hviler på, rent faktisk bliver brugt af borgerne i Fredericia Kommune.