Avisen

Nyheder og indsigt.

avisen.nu › Politik

Hver tredje lærer har været sygemeldt med stress - lokalpolitiker vil lade skolerne selv finde løsninger

Hver tredje lærer har været sygemeldt med stress, viser en ny undersøgelse fra Danmarks Lærerforening. Formanden for Skoleudvalget i Middelfart tror ikke på en løsning fra centralt hold og vil i stedet give de 11 skoler en ramme og lade dem finde vejen selv.

Hver tredje lærer har været sygemeldt med stress - lokalpolitiker vil lade skolerne selv finde løsninger

34 procent af lærerne har på et tidspunkt været sygemeldt med stress, og mere end hver anden føler sig stresset hver dag eller hver uge. Det viser Danmarks Lærerforenings nye medlemsundersøgelse, som AVISEN omtalte i sidste uge. Tallene er landsdækkende, og der findes ingen tilsvarende opgørelse for Middelfart, men for Jonas René Jensen (Æ), der er formand for Skoleudvalget, er det ikke graden, der er det interessante.

»Jeg synes selvfølgelig, det er bekymrende. Men det alvorlige er jo, at lærerne er så pressede, at de bliver stressede. Det er et problem, for det er de mennesker, der skal være med til at udvikle vores børn og give dem en god undervisning,« siger han.

Han tænker ifølge eget udsagn lige så meget på eleverne som på de ansatte. »Hvis vores ansatte møder på arbejde med alt for mange krav og selv er stressede, hvordan er det så at skulle tage imod et barn, der måske også er presset og stresset? Her tror jeg altså ikke på, at minus og minus giver plus. Jeg tror faktisk, at eleverne kan mærke, når deres lærere er stressede,« siger Jonas René Jensen.

Spørgsmålet er, hvad en kommune kan gøre, og her vil han ikke nøjes med den sædvanlige debat. »Når vi taler om problemer på skoleområdet, kommer vi næsten altid til at tale om penge med det samme. Og jeg mener bestemt, at skoleområdet er underfinansieret. Det er et område, vi har forsømt alt for længe. Men vi skal også se på alle de krav, vi fra kommunernes side stiller til lærerne. Og så er det måske upopulært at sige, men jeg tror også, at nogle lærere bliver pressede af forældre, som kan være med til at skabe svære situationer. Jeg siger ikke, at det er forældrenes skyld. Men vi er nødt til at give lærerne langt større frihed til at gøre det, de er vanvittigt dygtige til. Det kræver færre krav fra både kommunen og Christiansborg, og det kræver, at forældrene også tager et ansvar,« siger han.

Jonas René Jensen står sammen med Danmarksdemokraterne uden for det budgetforlig for 2027 og 2028, som Venstre, Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti indgik i september, og som indeholder en rammebesparelse på 14,3 millioner kroner fra 2028.

I undersøgelsen peger 71 procent af lærerne på færre undervisningstimer som det, der ville hjælpe mest. Udvalgsformanden ser både forhindringen og muligheden. »Vi har nogle få ting, vi måler eleverne på, blandt andet deres afgangsprøver. Så selv om vi reducerer antallet af undervisningstimer, skal eleverne selvfølgelig stadig kunne bestå. Men jeg har stor tiltro til fagpersonalet. Når lærerne siger, at færre undervisningstimer nogle steder kan være en løsning, så synes jeg, vi skal lytte. Det er trods alt dem, der står med opgaven hver eneste dag. Om det er den rigtige løsning, ved jeg ikke, men deres bud er nok bedre end mit,« siger han.

Timetallet bestemmes på Christiansborg, så hvis Middelfart skal gøre noget, skal det efter hans mening være en prøvehandling, hvor udvalgte skoler får færre timer, og man måler, om lærerne bliver mindre stressede, og om eleverne lærer det samme. Han peger selv på, at friskoler nogle steder underviser på en anden måde med samme resultat. »Vi har 11 skoler i Middelfart Kommune. Måske fungerer færre undervisningstimer rigtig godt på Lillebæltskolen, men slet ikke på Båring. Problemet opstår, når vi fra centralt hold beslutter, at nu skal alle gøre sådan her, for så bliver alting bedre. Det er faktisk ofte den slags beslutninger, der står i vejen for forbedringer. Jeg tror langt mere på, at vi sætter en overordnet ramme og spørger den enkelte skole: Vi vil gerne have, at jeres lærere bliver mindre stressede. Hvad skal der til hos jer?« siger Jonas René Jensen.

Del artiklen

Læs også

To chefer forlod Middelfart Kommune samme dag med 2,8 mio. kr. i fratrædelsesgodtgørelseMinisterposten kom som en fødselsdagsgave til Karina Lorentzen DehnhardtTråden skal være selvejende og have en fast plads i lokalplanenSkolechef bekræfter sin fratræden: »Det her var ikke helt den måde, jeg havde tænkt«