Johannes voksede op med Lillebælt som legeplads - siden blev han borgmester i byen, havet har formet

DERFOR MIDDELFART.Der findes et sted ude ved kysten, hvor strømmen i Lillebælt løber så stærkt, at vandet er dybt nok til, at man kan springe på hovedet i direkte fra land, og Johannes Lundsfryd Jensen ved, hvor det er. Han ved også, hvordan det føles at sidde i en jolle på Fænøsund og pilke torsk, for det gjorde han som dreng sammen med sin far og sin farfar i en tid, hvor torskene stadig var der, og han ved, hvordan turen rundt om Fænø går, for den har han gået mange gange. »Jeg har altid været tæt på havet, og det har betydet meget, både for mig og for byens kultur,« siger han, og når han skal forklare, hvad der gør Middelfart til noget særligt, begynder han dér, ved vandet, og ender også dér, med alt det, en kommune er, lagt ind imellem.

Johannes Lundsfryd Jensen er født i 1974 på Middelfart Sygehus, men forældrene boede i den østlige del af det, der dengang var Ejby Kommune, så langt mod øst, som man kan komme i den nuværende kommune, og han gik i skole i Fjelsted Harndrup. Begge forældre var fra Middelfart, og bedsteforældrene boede i byen, så han kom her meget som barn, og som voksen blev kommunen hans, afbrudt af nogle år i København, hvor han arbejdede i DSU, og med en uddannelse som idéhistoriker undervejs. Det første år efter hjemkomsten pendlede han til Esbjerg, siden arbejdede han i Kolding, og det var, som han siger, aldrig noget problem, for herfra kan man også nå Horsens, Vejle og Odense, og oplandet af muligheder er stort. Fra 2018 til 2025 var han borgmester for Socialdemokratiet, i dag sidder han i byrådet og arbejder som seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, og det, der holdt ham her gennem alle årene, kan han sige uden betænkningstid. »Middelfart er et fantastisk sted, også når man har børn. Byen har lige den rigtige størrelse. Den er stor nok til at have en biograf, et gymnasium og en god fodboldklub, men ikke større, end at man møder folk på gaden, man kender og hilser på. Det har passet rigtig godt til mig,« fortæller han.

Størrelsen er den ene halvdel af forklaringen, og den kan man finde i mange danske byer af samme omfang med biograf og gymnasium og en fodboldklub, der klarer sig. Den anden halvdel kan man kun finde her, og det er den, der får hans stemme til at skifte leje, når samtalen drejer fra byen og ud mod kysten, der omgiver den på tre sider. »Der er noget magisk over vandet og naturen her. Hele kommunens kystlinje er i international klasse. Den er utrolig smuk og varieret. Fra det lave, rolige vand i Båring Vig til den rivende strøm i Lillebælt. Fra klinterne til de flade kyststrækninger. Det er en perle,« siger han, og det er den perle, byen i hans øjne er skåret af. Vandet er, som han ser det, både det, der skiller, og det, der samler, for lige her går skellet mellem Fyn og Jylland, og lige her går broerne over det, og den dobbelthed har formet kommunen lige så sikkert som strømmen har formet klinterne. »Vi har koblet os på Trekantområdet, som er et stærkt lokomotiv for dansk produktion og industri. Det har haft enorm betydning for vores område. Men samtidig har vi bevaret vores fynske rødder. Kulturelt er vi stadig fynboer,« forklarer han. Byrådet har i flere omgange talt om varianter af sætningen om, at broerne begynder her, som byens strategi, og for ham handler det om det samme, som byen altid har gjort, siden den var søkøbstad, hvor varer blev skibet ind, og siden færgeby, hvor folk kom aftenen før overfarten og sov på hotel. »Vi forbinder os med verden i stedet for at lukke os om os selv. Sådan tror jeg altid, Middelfart har været. Jeg oplever en åben by, også når der kommer nye idéer og input udefra,« siger han.

Åbenheden har en adresse, og den ligger på havnen, hvor byen i hans levetid har vendt sig om. »Der skete for alvor noget, da den store, gamle kornsilo blev revet ned, og havnen åbnede sig for borgerne. Før var det et industriområde, som byen nærmest vendte ryggen til. Pludselig fik Middelfart et nyt ansigt udadtil og et sted, hvor mennesker kunne gå ture og opholde sig,« husker han. Kulturøen og havnepromenaden fulgte, og det blev samtidig et eksempel på, hvordan man kan udvikle en by med respekt for kulturhistorien og naturen og alligevel med moderne elementer. Æren for det placerer han hos byrådene gennem de seneste 20 til 30 år, hvor han selv kun har været en del af rækken, og resultatet beskriver han med en præcision, der røber, hvor tit han har tænkt over det. »Middelfart er blevet forvandlet fra en lidt fattig arbejderby til en moderne by, hvor der er plads til alle,« siger han og nævner forvandlingen af Teglgårdsparken, hvor det gamle sindssygehospital lukkede i 1999 og kunne være blevet stående som et spøgelsesmonument over en svunden tid, men i dag rummer omtrent lige så mange arbejdspladser, som hospitalet havde i sin storhedstid, og museet MIND, og den kommende forvandling af det gamle havneområde, hvor der engang var trafikhavn, og hvor der nu kommer bypark og boliger. »Vi vil gerne have en by, der er attraktiv at bo i og dejlig at besøge. Det kræver investeringer, og dem har vi foretaget gennem mange år. Det skal vi fortsætte med,« konstaterer han. Handelslivet i gågaden nævner han som noget, byen lige netop er stor nok til at have, og som mange andre byer kæmper med, og han peger på dygtige butikker, en dygtig handelsstandsforening og bevidste valg om at lægge alt fra Lillebælt Halvmarathon og Fyn Rundt til Klimafolkemødet, så det engagerer midtbyen.

Alt det kan man se, når man går gennem byen, promenaden, parken, gågaden, men det, folk oftest nævner, når de har boet her et stykke tid, er noget, man kun kan mærke, og det har han selv hørt så mange gange, at han har prøvet at finde ud af, hvad det består af. Når tilflyttere siger, at de føler sig hjemme i Middelfart, forstår han dem, selvom ordene for det ligger lidt længere væk end de andre. »Det handler måske om, at Middelfart ikke er New York. Her forsvinder man ikke i mængden. Byen har en størrelse, hvor man stadig hilser på folk på gaden og taler med naboen. Når min hustru og jeg går gennem byen, hilser jeg tit på nogen, og så spørger hun, hvem det var. Det kan være en, jeg spillede fodbold med engang. De forbindelser, man har til så mange mennesker, er med til at skabe følelsen af at høre hjemme,« siger han.

Den oplevelse er der plads til flere i, og han har en klar fornemmelse af, hvor de forskellige slags tilflyttere hører hjemme i en kommune, der strækker sig fra klinterne ved bæltet til markerne ude østpå, hvor han selv kommer fra. Spørgsmålet om, hvad han ville sige til en familie, der overvejer at flytte til Middelfart, besvarer han derfor med et kort over det hele. »Middelfart er et fantastisk sted, hvis man holder af naturen og havet, og samtidig er der kort til arbejdspladser i et stort opland. Vi har noget for alle. Landejendomme til dem, der drømmer om et par heste, landsbyer med tætte fællesskaber til dem, der søger landsbylivet, og selve Middelfart, hvor man også får lidt af storbylivet indimellem. Vi er ikke nogen storby, men vi har utrolig meget at byde på,« siger han. Drømmen for de næste ti år gælder, som han selv siger, alle steder, at man bliver bedre til at passe på hinanden og tale sammen, også med dem, man er uenige med, og at man har fokus på fællesskab og trivsel, i særlig grad for børn og unge. »Vi er store nok til at have kræfterne og små nok til at bevare nærheden. Derfor tror jeg også, vi kan løfte endnu mere i fællesskab. Men vi må ikke miste os selv eller vores kulturhistorie undervejs. Havet har formet vores landskab og vores gamle havn, og det har også formet os. Vi er rundet af havet,« siger Johannes Lundsfryd Jensen, der stadig ved, hvor man skal stå, når man vil springe i det.