Martin drømmer om, at Godset også om 25 år er et sted, hvor mennesker mødes om noget ægte

Kreaturvognene stod engang på skinnerne ved siden af bygningen med dyr på vej til slagteriet, og i dag står de ved Godset i Kolding, gennemrenoverede, og er det sted, de frivillige trækker hen, når en koncert er slut, og barerne er lukket. Ved siden af holder en gammel postvogn, hvor der blev sorteret breve på vej gennem landet, og den er i dag backstage for de kunstnere, der spiller i salen. Det er, forklarer Martin Røen, en del af måden at tænke på, som stedet har haft, siden det blev til. »Vi tager udgangspunkt i det, vi allerede har, og prøver at forfine det. Vi genbruger rigtig meget, og det er en vigtig del af måden, vi tænker på her,« siger han, og ingen af vognene er der ved et tilfælde, for det var hans forgænger, der skaffede dem, og det er den frivillige kultur, de skal tjene. »Noget af det allervigtigste her på Godset er vores frivillige. De skal først og fremmest have det godt og have lyst til at være her, også år efter år. Det er jo dem og fællesskabet omkring dem, der er motoren i det hele,« konstaterer han.

Martin Røen er leder af Godset, det regionale spillested i Kolding, som i år fylder 25, og han har haft posten i otte år, hvilket i et hus med den historie stadig gør ham til, som han selv siger, lidt ham den nye. Godset er en kommunal kulturinstitution med et kommercielt ben, fordi der også skal være store koncerter med mange mennesker, og det hele hviler på omkring 150 frivillige, der gør klar til orkestrene, står i bar og indgang og pakker udstyret op og ned igen. Der er kø for at blive en af dem, der er vagtplaner til at holde styr på dem, og der er frivilligfester, vinyllytteaftener og ølsmagninger til at holde på dem. »Mange kommer måske i første omgang på grund af musikken, men de bliver hængende på grund af fællesskabet,« siger han, og det er den sætning, hele jubilæumsåret er bygget over. Temaet 25 har ligget hen over 2026, men den vigtigste markering har været et arrangement, hvor de frivillige blev fejret og takket. »Vi har egentlig ikke haft så meget fokus på at fejre Godset i sig selv. Vi har hellere villet hylde de mennesker, der får det hele til at fungere,« forklarer han.

Det, der holdt det oppe fra begyndelsen, var byens foreninger. Bygningen er den gamle godsbanegård, over 100 år gammel, hvor gods blev fragtet ind, først med hestevogn og siden med lastbiler, der kørte indenfor, og som lå praktisk lige op ad skinnerne, indtil den lukkede, og byen stod med en fin bygning med historie. Først kom øvelokalerne til de lokale amatørmusikere, for mere end 25 år siden, og så opstod tanken om, at de bands også skulle have et sted at spille og blive bedre. »Jeg tror, det hele udspringer af det stærke foreningsliv omkring musikken. Folk havde organiseret sig og stod så stærkt sammen, at de kunne overbevise politikerne i Kolding om, at det her var en rigtig god idé. Der er mange fædre og mødre til Godset,« siger han, og vil man nævne navne, glemmer man garanteret nogen, så han nøjes med ét, sin forgænger Christian Haugk, som han kalder den primære driver for stedet, for ånden, for frivilligheden og for den politiske forankring. »Han har været helt afgørende for at gøre Godset til en kulturinstitution, der også har betydning for byen og samfundet omkring den,« siger han.

Ret hurtigt viste det sig, at stedet kunne mere, end nogen havde regnet med, og i 2004 blev Godset for første gang udpeget som regionalt spillested, en status, der skal fornys hvert fjerde år, og som Statens Kunstfond siden har villet understøtte stort set hele vejen. Med pengene fulgte forpligtelser, og det er dem, Martin Røen kalder Godsets DNA. »Når man er regionalt spillested, får man støtte fra staten, og den støtte skal jo ikke kun komme os selv eller vores frivillige til gode. Den skal også komme resten af området til gode,« forklarer han, og derfor præsenterer Godset koncerter i Vejle og Fredericia, i Middelfart, Haderslev, Vejen, Esbjerg og Varde, og derfor betragter han de andre spillesteder som kolleger. »Vi ser dem ikke som konkurrenter. Vi er kolleger, der sammen er med til at udvikle musiklivet og præsentere noget musik, som måske ellers aldrig var kommet til området,« siger han.

Opgaven er at være genrebred, og det er for ham det sjoveste ved arbejdet, at huset torsdag kan præsentere et dansk popprojekt og fredag noget helt andet, at der søndag eftermiddag sidder et ældre publikum til jazz og smørrebrød, mens folk fredag aften står og hopper ind i hinanden, og at begge grupper føler sig hjemme i de samme lokaler. Upcoming pop, det hippe lige nu, de ældre navne, jazz, roots, metal, rock og lidt elektronisk, alt sammen skal der være plads til, og det meste præsenteres af forskellige foreninger. Når noget af det er ukendt for publikum, prikker huset til nysgerrigheden. »Det kan godt være, du ikke kender musikken endnu, men det kommer du til lige om lidt,« siger han om den tilgang, og i jazzen, den improviserede musik og den hårdere metal findes der miljøer, hvor folk tjekker det nye ud, længe før det når medierne.

Publikums forventninger har til gengæld flyttet sig, mod service og komfort, mod temperatur, udluftning og sikkerhed, og der ligger, som han siger, rigtig meget administration i at drive et spillested i dag, hvor det hele er blevet lækrere, end det var engang, men netop derfor holder han fast i det modsatte. »Det må gerne kradse lidt en gang imellem. Vi lever i en verden, hvor alting helst skal være så friktionsløst som muligt. Vi får AI til at skrive for os, og vi bliver hele tiden præsenteret for noget, der minder om det, vi allerede interesserer os for. Derfor tror jeg, det er vigtigt, at vi også bliver udfordret og får pirret vores nysgerrighed. Det kan godt føles lidt ubehageligt i øjeblikket, men det går over, og bagefter kan det vise sig at være en fantastisk oplevelse. Jeg tror, vi som mennesker har brug for den der behagelige modstand. For musik, der måske skurrer lidt i ørerne, og for oplevelser, man ikke bare kan få ved at trykke på en skærm,« siger han.

Bygningen hjælper til. Man kunne, medgiver han, godt ind imellem ønske sig noget nyt og flot, og der findes ingen dør på Godset, der ikke binder, men der er noget i hanebåndene og i salen, der gør det godt at opholde sig i, og salen lyder godt i sig selv, så det er behageligt for musikerne at spille, behageligt for publikum at lytte og behageligt for de frivillige at byde velkommen i rammer, der, som han siger, ikke er bygget i går. Professionelle teknikere og glade frivillige i et rum, man gerne vil være i, kalder han en rigtig god kombination til at skabe oplevelser, der får folk til at komme igen eller ligefrem flytte til byen. Det sidste er en del af planen. Godset ligger på havnen i et rustikt miljø, der kan noget andet end den anden side af vandet, og han vil have gæsterne til at spise i byen før koncerten, gå i byen bagefter og sprede rygtet om, at Kolding er en fed by at være i. »Den fortælling om Kolding synes vi er utrolig vigtig at være med til at skabe,« siger han.

Sådan et sted lever på flere bundlinjer, og det er den placering, han holder mest af. »Jeg synes, det er skidesjovt at arbejde lige der, hvor det kommunale og sociale, det statslige og kunstneriske og det kommercielle mødes. Vi kan ikke bare være en kommerciel forretning, men vi kan heller ikke nøjes med at være en kommunal institution. Det er netop blandingen, der gør det spændende,« forklarer han, og oven i kommer de bundlinjer, der følger med at være regionalt spillested, kønsbalance, bæredygtighed og udviklingen af et musikmiljø, der også findes om 10, 20 og 30 år. »Vi vil selvfølgelig også gerne have de store koncerter, hvor der kommer masser af mennesker, og fadøllene løber i stride strømme. Det er der ikke noget galt med. Men samtidig skal vi finde ud af, hvordan vi udvikler musikmiljøet, så det også er relevant i 2026 og i årene fremover,« siger han. Det er der et fundament til, for i 25 år har Godset præsenteret stort set alt dansk musik, så alle, der kan krybe og gå, på en eller anden måde har været i kontakt med stedet, og den erfaring med at afholde koncerter og drive systemet omkring dem er, med hans ord, grundlaget for at lave noget nyt og vildere, nye talenter, delt viden med andre spillesteder, en bedre repræsentation af alle slags mennesker.

De 25 år bag ham er altså en begyndelse mere end et punktum, og bliver han bedt om at kigge lige så langt frem, som huset allerede har bag sig, bliver svaret mindre et program og mere et håb. Spørgsmålet om 50-årsjubilæet besvarer han med et billede af en verden, der har ændret sig, og et Godset, der har holdt fast. »Jeg håber, vi til den tid lever i en verden, hvor vi virkelig sætter pris på nærheden i musikken og på den menneskelige kontakt. Jeg kunne godt forestille mig, at Godset stadig er et af de steder, man tager hen for at opleve noget ægte og ærligt. Noget, der ikke kan erstattes af noget andet. Og så håber jeg, at traditionen lever videre, og at det stadig bliver gjort med respekt for mennesker, for musikerne, de frivillige og publikum. At det er noget, der holder, fordi vi passer på det og på hinanden,« siger Martin Røen. Indtil da holder kreaturvognene stadig ved siden af huset, hvor gods engang kom ind med hestevogn, og hvor det, der kommer ind i dag, er musik og mennesker, og det meste af det går videre ud i byen bagefter.