Når Tråden bliver permanent, skal kommunen vælge sine roller
LEDER. En midlertidig ordning bedømmes på sin start. En permanent ordning bedømmes på sin konstruktion. Det er forskellen på de to afgørelser, Økonomiudvalget står over for tirsdag den 27. oktober. Tråden »hviler i dag på en midlertidig godkendelse, som løber frem til april 2028«, og udvalget bliver bedt om at sætte lokalplanlægningen i gang, så huset kan fortsætte uden tidsbegrænsning. Det er en naturlig beslutning for et hus, der ifølge indstillingen »har vist sig bæredygtigt« efter et år. Men en permanent ordning er også det tidspunkt, hvor de roller, der voksede frem undervejs, skal sættes på plads.
Kommunen bærer i sagen flere kasketter på én gang. Den har bygget haller om for 15,4 millioner kroner og er udlejer af dem. Den er arbejdsgiver for foreningens direktør, men tager ikke ansvaret, når direktøren smider loyale erhvervsfolk ud.
Den er bevilgende myndighed, samarbejdspartner og, med lokalplanen, planmyndighed for det område, huset ligger i. Kommunaldirektøren sidder uden stemmeret i foreningens bestyrelse. Hver af rollerne har sit regelsæt. Forvaltningslovens habilitetsregler stiller krav til dem, der træffer afgørelser i sager, hvor de også har en tilknytning til en privat forening. Kommunalfuldmagten sætter grænser for, hvordan kommunen kan støtte private, og giver plads til almennyttige foreninger, men ikke uden videre til erhvervsvirksomheder. Lighedsgrundsætningen kræver, at foreninger i samme situation behandles ens. Og hvis en offentlig bygning stilles til rådighed på andre vilkår end markedets, kan EU’s statsstøtteregler komme i spil. Ingen af reglerne forbyder samarbejdet. De kræver, at det kan dokumenteres, hvilken rolle kommunen har haft i hvilken beslutning.
Her ligger det, der nu ser ud til at flytte sig. Til Ankestyrelsen skrev kommunen den 29. september, at foreningen »drives på markedsvilkår og uden kommunalt driftstilskud i et konkurrencepræget marked«. I sagsfremstillingen til udvalget hedder det, at »kommunen har fortsat brug for, at Foreningen Tråden hjælper med at løse opgaver for kommunen, som direktøren hidtil har varetaget som en del af sin kommunale ansættelse«, og at det »vil derfor også fremover være forbundet med en udgift for kommunen«. Samtidig »arbejder administrationen hen imod, at direktøren fremover ikke har delt ansættelse mellem kommunen og foreningen«.
Med baggrund i direktørens umodne ledelse, er det klogt. Kommunaldirektør Steen Vinderslev kan ikke stå på mål for, hvordan direktøren hidtil har handlet.
Der er god grund til at bemærke begge dele. Ophøret af den delte ansættelse fjerner en af kasketterne. Men det opgavesæt, der lå hos den kommunalt ansatte direktør, flytter til foreningen og bliver til en udgift. Dermed står kommunen over for et valg, som de to beskrivelser hidtil har kunnet skjule. Er udgiften et tilskud til en forening, der løser en kulturopgave, eller er den betaling for en ydelse, kommunen køber? Tilskud følger reglerne om kommunalfuldmagt, lighed og eventuel statsstøtte. Køb af ydelser følger reglerne om udbud og om, at en pris svarer til en modydelse. Begge veje kan være lovlige, men de kan ikke være begge dele på én gang, og den vej, der vælges, afgør, hvilke dokumenter der skal kunne fremvises.
Rækkefølgen er også værd at lægge mærke til. Permanentgørelsen er besluttet i budgetaftalen, og udvalget bliver nu bedt om at sætte lokalplanlægning i gang. Forslaget til den fremtidige organisering kommer bagefter. Normalt går konstruktionen forud for forpligtelsen, så beslutningstagerne ved, hvad de forpligter kommunen til. Det samme gælder tallene. Indstillingen opgør, at huset i helårsvirkning giver kommunen et overskud på 1,4 millioner kroner. Det ligger tæt på den markedsleje på 1.387.500 kroner, som to vurderinger har opgjort, men det fremgår ikke, om den overleje, foreningen har betalt, og som efter kontrakten delvis kan modregnes i en ny lejeperiode, er regnet med. Et regnestykke, der skal bære en permanent ordning, bør kunne efterprøves af dem, der skal stemme om det.
Endelig bygger lokalplanen på foreningens egen anmodning, og området indgår samtidig i kommunens befolkningsprognose med 390 etageboliger fra 2029. Det er ikke i sig selv en modsætning, men planmyndighedens vurdering skal bygge på saglige hensyn, uafhængigt af hvem der har bedt om planen, og på en afvejning, der er synlig for byrådet.
Intet af det handler om, at kommuner ikke må samarbejde med foreninger. De må, og de gør det alle steder, ofte til gavn for byen. Det handler om normen, at jo flere roller en myndighed har i samme sag, desto mere skal være skrevet ned. Permanentgørelsen er det naturlige øjeblik til at trække linjerne, fordi det er nu, den ordning, der skal stå i årtier, endnu kan indrettes, så den kan forklares med ét sæt ord, til alle der spørger.
Andreas Dyhrberg Andreassen, ansvarshavende chefredaktør
