Natligt røveri på Volden: 17-årig blev sprayet med peberspray og mistede sin jakke

KRIMI. En 17-årig fik frataget sin jakke og blev sprayet med peberspray, da han natten til tirsdag mødte to personer på Volden på Nørre Voldgade i Fredericia. Nu er en 18-årig mand sigtet for røveri.
Episoden fandt sted i tidsrummet mellem midnat og kl. 03.00. Det oplyste Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi i onsdagens døgnrapport.
Den 17-årige kendte navnet på den ene af de to, mens den anden var ukendt for ham. De to ville have hans jakke, og hvordan den kom af, står ikke helt tydeligt, men den forurettede gjorde modstand og forsøgte at få jakken tilbage. I den forbindelse blev han eksponeret med peberspray.
Den 17-årige kom ikke til skade, og jakken er fundet igen.
Politiet arbejdede med sagen tirsdag, og det førte til anholdelse og sigtelse af en 18-årig mand for røveri. Han har været kortvarigt anholdt og er løsladt igen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport onsdag.


