Over 3.000 billetter er solgt til ny kortmesse i MesseC

EVENT. Lørdag og søndag fyldes Hal A i MesseC med samlekort, når The Card & Collectible Expo åbner dørene. Over 3.000 billetter er allerede solgt, og arrangørerne regner med, at tallet stiger endnu, fordi mange erfaringsmæssigt køber billet på selve dagen. På 7.000 kvadratmeter er der solgt over 400 udstillerborde til danske og udenlandske forhandlere, private samlere og specialister.
Messen følger efter en mindre udgave i MesseC sidste forår, som PokeMania stod bag. Siden har PokeMania og &Cards indgået et officielt samarbejde. »Vi har officielt slået os sammen og lavet et nyt selskab, hvor vi så holder det her cardshow i«, siger Martin Strømme, der er medejer af &Cards.
Han fortæller, at de to parter har været til en lang række cardshows rundt om i landet og har brugt erfaringerne til at gøre messen nemmere for både udstillere og besøgende. »Vi er kommet ud i alle mulige, om det er gymnastiksale, sportshaller eller venues. Alle mulige har vi prøvet at være til, og så har vi bare suget til os af erfaringer«, siger Martin Strømme. Udstillerne skal let kunne aflevere deres varer, og der skal være klar information og gode parkeringsmuligheder.
Hallen i Fredericia var et bevidst valg. Da arrangørerne første gang så rammerne, tænkte de »wow«. »Der er 20 meter op til loftet, så vi har så meget plads«, siger Martin Strømme og peger på, at udstillerne kan køre direkte ind i hallen. »Du kunne køre helt ind med en lastbil, aflevere alle dine ting, få sat bordet op og køre ud igen i en anden udgang.« Også for de besøgende er der ifølge ham styr på adgangsforholdene. »Bare på den nærmeste parkeringsplads har vi 3.500 pladser. Så der er rig mulighed for at komme i bil og ikke have problemer med noget som helst.«
Arrangørerne havde sat deres minimum til 2.500 besøgende, og det tal er allerede overgået. »Vi har taget vores minimum til at være 2.500, og det er vi overgået«, siger Martin Strømme. »Nu har vi lige rundet 3.000 billetter solgt, og jeg tænker også, at tendensen er, at der ofte bliver købt meget på dagen.« Han håber på omkring 3.500 besøgende i løbet af weekenden. De 400 borde er solgt til både firmaer og private, og interessen blandt udstillerne har ifølge ham været så stor, at der ikke har været brug for store salgstaler. »Jeg glæder mig til alle de folk, der nu kommer og skal være med til det her«, siger han.
Dem, der vil først ind, kan købe Early Access til 199 kroner og komme i hallen klokken 9.15, 45 minutter før dørene åbner for alle andre. »Vi har også lavet nogle early access billetter, så folk, der er rigtig meget inde i det, kan komme ind i en separat VIP kø, hvor de kommer først ind og ikke skal stå og fryse i morgen tidlig«, siger Martin Strømme.
På programmet står blandt andet livebreaks på scenen både lørdag og søndag. Her åbner en medarbejder fra &Cards sammen med John »Faxe« Jensen, der var med på det danske landshold, som vandt EM i 1992, en række fodboldprodukter. Besøgende kan købe sig ind på et spot, enten for et helt hold eller for en bestemt spiller. »Så hvis et kort for det hold eller den specifikke spiller bliver trukket, så er det dit kort, fordi du har købt dig ind på det spot«, forklarer Martin Strømme. »Det er jo superpopulært, sådan noget.« Pokémon kort bliver åbnet live med Alexander Husum.
Messen er også tænkt som en weekend for hele familien. Børn fra 0 til 5 år kommer gratis ind sammen med en voksen, og en sponsor står bag 200 giveawaybags til de yngste. »Jeg er faktisk på vej derned nu for at pakke 200 giveaways, som faktisk bliver rigtig fede«, siger Martin Strømme. »Det bliver sådan lidt familiepræget, så det glæder jeg mig super meget til. Jeg ved, der kommer en masse familier.«
For forældre, der ikke selv kender kortenes verden, står eksperter klar på scenen. Martin Strømme fortæller, at butikkerne oplever, at det kan være svært at kende forskel på ægte og falske kort, og at eksperterne skal vise, hvordan man gør. »Hvordan kan du se forskel på det?«, lyder et af de spørgsmål, de skal besvare. Der er også hjælp til dem, der vil have kort vurderet og indsendt til gradering, blandt andet gennem Let’s Grade Cards, som tager imod kort til PSA, og &Cards, som tager imod til ACE Grading. »Hvordan skal vi opbevare dem? Hvordan kan man sælge dem videre? Hvordan fungerer en hel grading proces? Der er bare så mange eksperter derude i alt, hvad du overhovedet kan forestille dig inden for hobbyen. Så der er nok til alt«, siger han.
Lørdag spilles en turnering i Lorcana, søndag en i One Piece, og begge er udsolgt. &Cards holder også en velgørenhedsauktion til fordel for Unity in Play, der arbejder for bedre forhold for akademispillere i blandt andet Ghana.
Messen holder åbent lørdag fra 10.00 til 17.00 og søndag fra 10.00 til 16.00. En weekendbillet koster 195 kroner plus gebyr, og halvdagsbillederne er udsolgt. Martin Strømme opfordrer alle med interesse for kort til at tage forbi. »Hvis man har den mindste interesse for kort eller gerne vil give sin søn eller datter en god oplevelse, så synes jeg, det er en af de bedste måder at gøre det på«, siger han. »Hvis man vil have en topfed weekend, fyldt med en masse nørder og folk, der bare elsker hobbyen her, så er det en no brainer. Og jeg synes også, at vi har holdt os i et prislag, hvor alle kan være med.«


