PISA var ikke nogen succes for Fredericias folkeskoler
Den første reaktion på PISA (engelsk: Programme for International Student Assessment – et program til international student vurdering)(udviklet for OECD i 1997) er forskellig og afhængig af, hvor man er i forhold til børn og skole, men det kan undre, at Fredericias kommunalbestyrelse har vidst om det meget længe, og nu er der endda skolefolk i kommunalbestyrelsen. Skolefolk, der må kende noget til undervisning og børns reaktion på forskellige situationer og undervisningsformer. Måske man skal overveje, om det snart 30 år gamle PISA-program er tidssvarende.
Kommunalbestyrelsesmedlem for Socialistisk Folkeparti i Kolding, Iben Lehmann Rasmussen har et fornuftigt indlæg i Sydavisen i forbindelse med det skuffende PISA-resultalt ikke blot i en kommune, men landsdækkende. Spørgsmålet er, hvem tilrettelægger skolestrukturen? Er det lærerne, skolelederne eller politikerne?
Det er tydeligt, at mange politikere ikke kender særlig meget til børn og undervisning, og hvorledes børn reagerer på forskellige situationer og undervisningsmåder.
Socialdemokraten Christine Antorinis skolereform af 6. august 2013, der trådte i kraft i 2014 ser på ingen måde ud til at have været en succes. Der blev indført fabrikslignende forhold for lærerne, hvilket blandt andet resulterede i, at en del folkeskolelærere gav op og fandt anden beskæftigelse. Det har resulteret i, at mange skoler mangler uddannede lærere, og børnene har i perioder en uuddannet person til at vise film eller andet i timerne. Børnene lærer alligevel, men er det det rigtige? Ofte siger man, at der skal en rigtig dygtig lærer til at forhindre børnene i at lære.
Det grundlæggende er, at børn gør sproget og forståelsen til deres eget ”værktøj”, således at de kan gebærde sig i den tid de lever.
Hvis jeg skulle forsøge at opbygge en tidssvarende skole, så ville jeg invitere pædagogiske professorer, psykologer, folkeskoleundervisere, valgte forældrerepræsentanter og beslutningsdygtige politikere fra Folketinget og Kommunernes Landsforening, hvor jeg ville bede hver gruppe komme med et oplæg efterfulgt af udvalgsarbejde og plenum. Målsætningen eller titlen på møde skulle være: ”Hvorledes opbygger vi en træningsform for børnene, således at de har det rette værktøj til at håndtere fremtiden?”
Aktiviteten skulle munde ud i en oversigt, der fortæller – måske gradueret – hvilke elementer vil være vigtigt som fremtidens livs- og samfundsforståelsesværktøj.
Efterfølgende må opgaverne fordeles mellem de forskellige kompetencer til udarbejdelse af skolestruktur og undervisningsindhold.
Desuden savner jeg en åben og omfattende debat i stedet for ”små læserbreve”, der peger i alle retninger uden respons. Men det er måske netop karakteristisk for vor tid, hvilket børnene også lærer af.
