SKULLCLUB forsøgte at løfte taget på Tøjhuset
– men den gamle konstruktion holdt til trykket. Foto: AVISEN

ANMELDELSE. Der var lagt op til en aften, hvor hverken trommehinderne, god opførsel eller Tøjhusets tagkonstruktion kunne vide sig sikre.
Fredag aften lagde de seks musikalske sørøvere fra Kolding-bandet SKULLCLUB til kaj i Fredericia som led i deres Dødstogt 2026. De var ikke kommet for at spille dæmpet baggrundsmusik til en hyggelig aften med kaffe og småkager. De var kommet for at levere punkrock, folk, hård rock og metal i en musikalsk cocktail, hvor der var mere rom, sved og sørøverstemning end pæne manerer. Og det, -gjorde de med en imponerende professionalisme.

Først tre skidende fugle – så seks søsyge sørøvere
Aftenen begyndte med Three Shitting Birds, som denne anmelder tidligere har haft fornøjelsen af at opleve på Tøjhusets scene.
Det unge punkband repræsenterer den rå, upolerede og kompromisløse del af genren, hvor energien og attituden er mindst lige så vigtig som de musikalske finesser. Her handler det om energi, attitude og den befriende lyst til at blæse på, hvad andre måtte mene, og man behøver ikke være perfekt for at være interessant.

Med SKULLCLUB som hovednavn fik publikum derimod den mere erfarne udgave af punk og -piratrock, hvor den rå energi er kombineret med et gennemarbejdet sceneshow og en musikalsk sikkerhed, der kun kommer med erfaring. To generationer af punkrock på samme aften. Forskellige i udtryk, men med den samme grundlæggende holdning: Musik skal ikke bare høres – den skal mærkes.
SKULLCLUB er et af de bands, der nægter at lade sig putte i en bestemt musikalsk kasse. Her mødes hårde punk- og metalguitarer med folk-inspirerede melodier, banjo og store omkvæd, der nærmest kræver, at publikum synger med. Musikken har klare paralleller til Dropkick Murphys, Flogging Molly, Motörhead og Turbonegro, men SKULLCLUB har skabt deres egen danske udgave med sømandsfortællinger, sort humor og et piratunivers, hvor der ikke bliver sparet på hverken lydstyrken eller de musikalske ørefigner.

Det lyder måske som en opskrift på det rene kaos i en havneknejpe fra helvede. Men, bag den fandenivoldske facade gemmer der sig seks særdeles kompetente og hårdtarbejdende musikere.
Denne anmelder har gennem årene oplevet mange bands, hvor den høje lydstyrke skulle kompensere for manglende musikalske evner. Det var bestemt ikke tilfældet denne aften.
SKULLCLUB spillede med en sikkerhed og et overskud, som afslørede, at der var tale om et sammenspillet orkester med styr på det musikalske håndværk.
Guitarerne leverede den nødvendige tyngde, mens bas, banjo og trommer holdt et solidt rytmisk fundament. Banjoen og de folk-inspirerede elementer gav musikken en særlig karakter, der skilte sig ud fra den mere traditionelle punk- og metalrock.
Der blev arbejdet hårdt på scenen, og tempoet var højt. Det var et band, der fungerede som en samlet enhed.

SKULLCLUB forstår også en anden vigtig ting: Det handler om at skabe kontakt med publikum, og her blev hele scenen taget i brug. Musikerne bevægede sig rundt, spillede op til hinanden og arbejdede konstant på at få publikum med. Der var både humor, energi og en god portion selvironi i deres optræden. Publikum var bestemt ikke vanskeligt at få med.
Der blev sunget godt med på de store omkvæd, og efterhånden udviklede koncerten sig til en fælles fest, hvor grænsen mellem scene og sal blev mindre og mindre. Det er netop her, SKULLCLUB har deres store styrke. De spiller ikke bare for publikum. De inviterer publikum med ind i deres musikalske univers.
Selv tyngdeloven blev udfordret.
Hen mod koncertens afslutning var stemningen nået et niveau, hvor det åbenbart ikke længere var tilstrækkeligt at stå på gulvet og synge med. Der blev også plads til lidt crowdsurfing. Publikum havde med andre ord besluttet sig for, at når musikken nu handlede om søfart, kunne man lige så godt forsøge sig med en sejltur hen over hovederne på de øvrige koncertgæster.
Det var festligt, energisk og ganske passende til en aften, hvor almindelige musikalske færdselsregler for længst var sat ud af kraft. SKULLCLUB gjorde i det hele taget et ihærdigt forsøg på at få taget til at lette fra Tøjhuset. Men den gamle bygning viste sig at være solidt konstrueret.
SKULLCLUB viser, at man kan komme langt med stærke rytmer, gode melodier, et velfungerende sammenspil og en evne til at få publikum til at føle sig som en del af oplevelsen. Det er en kvalitet, som ikke bør undervurderes.
SKULLCLUB er et professionelt og musikalsk stærkt liveband, der formår at kombinere rå energi med ægte spilleglæde og underholdning.


