Thomas Hylgaard leder et hus, der begynder at spille klokken to: Hans Fredericia begynder hos børnene

BOSÆTNING. Hver eftermiddag omkring klokken to begynder huset i Kongensgade at spille, og fordi bygningen oprindeligt blev opført til administration og ikke til saxofoner, violiner og andre lydlige aktiviteter, har tonerne forholdsvis let ved at finde vej ud gennem dørene og videre ud på gangene, hvor de blander sig med hinanden og med de mennesker, der bevæger sig gennem huset.

Thomas Lørup Hylgaard synes godt om det sådan.

»Huset spiller. Det er ikke bygget til musikundervisning, så man kan faktisk høre, hvad der foregår, når man går rundt. Der er liv og glade dage fra omkring klokken to,« fortæller han.

Han har været kulturskoleleder siden 2021, og fra kontoret i Kongensgade har han efterhånden fået et ganske særligt udsyn over den del af Fredericia, der stadig er ved at vokse op. Omkring 500 elever går fast på skolen, mens samarbejder med daginstitutioner, folkeskoler og andre projekter betyder, at langt flere passerer gennem dens verden i løbet af en almindelig uge. »I løbet af en uge har vi nok med små tusind børn og unge at gøre i Fredericia,« siger han.

Det er et betragteligt udsnit af en bys barndom, og når Hylgaard bliver spurgt, hvorfor en familie skulle vælge Fredericia, er det derfor heller ikke først boliger, motorveje eller afstande til andre byer, der optager ham. Han ser Fredericia gennem de steder, hvor børn og voksne mødes om noget, gennem spillestederne, teatret, udstillingerne, skolerne og alle de små og store kulturelle sammenhænge, der tilsammen gør, at en by får et liv, som vanskeligt lader sig opgøre i kvadratmeter og transporttid.

Den Kreative Skole er hans egen del af den sammenhæng, og måske er den mest interessante side af stedet netop, at det store regnestykke ofte består af meget små situationer. En elev, en underviser og en halv time bag en lukket dør kan se beskedent ud på et skema, men Hylgaard vender tilbage til den situation flere gange, fordi nogle børn dér får noget, som resten af deres uge ikke nødvendigvis rummer ret meget af. »Man får lov til at fordybe sig og dyrke noget af det, man synes er spændende, og man møder en masse andre med samme interesse. Og så er der den mulighed, som er noget helt særligt i vores regi, at være en-til-en med en voksen i en halv time, hvor det er dig, der er i fokus, og hvor der er tid til lige at falde ned. For nogle af vores elever er det det ene tidspunkt om ugen, hvor de faktisk er sammen med en voksen en-til-en.«

Musikken, billedkunsten og scenekunsten er selvfølgelig årsagen til, at børnene kommer gennem døren, men Hylgaard taler mindst lige så meget om det, der kan følge med, når man bliver ved med at øve sig på noget, står foran andre mennesker og langsomt opdager, at nervøsitet ikke behøver være en hindring for at træde frem.

Han har set unge med sceneskræk vokse gennem arbejdet på skolen, og han har oplevet elever, som senere har haft lettere ved eksamener, fordi de gennem de kreative fag er blevet bedre til at kende sig selv, stå ved det, de kan, og sætte ord på det, de gerne vil udtrykke. »Når vi taler om en scene, tænker vi tit på en scene til en koncert. Men det kan jo lige så godt være en scene til en jobsamtale. Det kan være en scene til en eksamen i skolen eller for nogen bare det at gå ind i et rum, hvor der er en masse andre mennesker, og lære at håndtere det.«

Det er en tanke, der fører samtalen væk fra selve undervisningen og længere ud i byen, for Hylgaard ser kulturen som noget, man skal lære at være en del af, både når man står på scenen, og når man sidder i salen. Fredericia har efter hans opfattelse et usædvanligt rigt kulturliv for en by af den størrelse, og hvis det skal blive ved med at være levende, kræver det mennesker, der fra barnsben får erfaring med at lytte, se, deltage og danne sig deres egen mening om det, de møder. »Groft sagt: Har vi ikke Den Kreative Skole, så får vi nok desværre ikke kulturbrugere,« siger han.

For ham hænger den tidlige kontakt med kunst og musik derfor sammen med resten af Fredericias kulturliv, fordi et spillested, et teater eller en udstilling også har brug for et publikum, der har lyst til at komme og ved, at man gerne må synes noget forskelligt om det, man oplever. »Der er ikke noget, der er skidt eller dårligt i musik og kunst. Der kan være forskellig smag, og for at man kan forholde sig til smag, skal man have en form for viden. Den er vi med til at give.«

Samtidig opstår der omkring de kreative interesser nogle fællesskaber, som følger andre linjer gennem byen end dem, børnene ellers bevæger sig ad. Skoler og skoledistrikter betyder mindre, når den fælles sag er en klarinet, et orkester eller en interesse for billedkunst, og blandt de omkring 15.000 børn, Hylgaard anslår, at kommunen rummer, er de omtrent 500 faste elever på kulturskolen trods alt en mindre kreds.

🔇

Det kan være en fordel, når man som barn går rundt med en interesse, som de fleste i klassen ikke deler. »Der er ikke så mange, der spiller klarinet, så hvis man gør det, kan man godt gå ude på sin skole og føle sig lidt særlig. Men når man kommer ned på en kreativ skole, sidder man alligevel med nogle andre, som også synes, det er sjovt. Den der belonging-følelse er en stor del af det.«

Skolens opgave bliver på den måde både lokal og udadvendt. Eleverne mødes på tværs i Fredericia, men tager også videre ud, blandt andet på en forestående tur til Hamburg, hvor de skal høre klaverkoncert og besøge Steinway-fabrikken, og i andre sammenhænge samarbejder skolen med nabokommuner og nationale musikmiljøer. For Hylgaard hænger de to bevægelser fint sammen, fordi man godt kan høre til et sted og samtidig være nysgerrig på verden udenfor.

Når han til sidst får seriens faste spørgsmål om, hvad han ville sige til en familie, der overvejer at vælge Fredericia, kommer svaret derfor også fra den verden, han selv færdes i. »Kom og vær nysgerrig. Tag fat i os, ring, kom ned og besøg os, og inviter dig selv på en kop kaffe. Så vil jeg med glæde fortælle om det hele. Det er en fantastisk kultur, vi har i Fredericia, med oplevelser fra de helt små til vores ældre borgere og mulighed for at være en del af et stort fællesskab.«

Han bruger en nylig festdag i byen som eksempel, hvor musikken fyldte gaderne, mens nogle lyttede koncentreret, andre talte sammen, og mennesker på hver deres måde fandt en plads i det samme byrum. Det er omtrent det, han mener, når han siger, at Fredericia samler, og for ham begynder den evne længe før voksenlivet, hos børnene, der lærer at spille, lytte, kigge, stå frem og finde andre, der synes, at netop deres interesse er værd at bruge en eftermiddag på.

Og når klokken nærmer sig to næste dag, begynder det hele forfra i Kongensgade, hvor en saxofon slipper ud gennem en dør, en violin kan høres længere nede ad gangen, og huset igen gør det, som det ifølge sin leder er bedst til, nemlig at spille.