Avisen

Nyheder og indsigt.

← avisen.nu

To konditorer bagte hele natten og vandt sølv

Konditorerne Priskilla Kjølby og Miriam Leed fra Bak’s Bakery & Deli i Middelfart vandt sølv i Danmarks Bedste Pastry med deres croissant Tangled Twist. FOTO: Bak’s Bakery & Deli

To konditorer bagte hele natten og vandt sølv

GASTRO. Priskilla Kjølby og Miriam Leed fik ikke sovet meget, inden de tog til Odense for at deltage i konkurrencen Danmarks Bedste Pastry. De to konditorer fra Bak’s Bakery & Deli i Middelfart stod og bagte hele natten, og indsatsen gav pote. De vandt sølv, og kun Maison D’Brød i Charlottenlund klarede sig bedre.

»Vi er mega stolte,« siger Miriam Leed.

Priskilla Kjølby har arbejdet hos Bak’s siden påske 2024. Miriam Leed har været der i fem år. Hun startede som elev og blev udlært som konditor i december. Ud over pastry stillede de også op i kategorien for kransekage.

Pastry er bagværk, hvor smør rulles ind i dejen. Det kan være croissantdej, wienerbrødsdej eller butterdej, og Bak’s valgte at bruge croissantdej. Resultatet blev Tangled Twist, en croissant fyldt med marcipan med rosmarin, en sukkerlage med smag af rosmarin og en gel af frisk passionsfrugt på toppen.

»Vi prøvede os frem, og så synes vi, at det var skide godt,« siger Priskilla Kjølby.

Kombinationen er gennemtænkt.

»Marcipanen i midten er meget sød, og så kommer det aromatiske fra rosmarinen. Og så skal man jo have noget syre som modspil, og der synes vi, at passionsfrugt var det rigtige,« siger hun.

I konkurrencen skulle hvert bageri aflevere 20 stykker anonymt. Dommerne smagte på alle bidragene og gav point for udseende, smag, mundfølelse og konsistens. Bageriet stillede op mod konditorer fra hele landet.

»Vi har stået hele natten,« siger Miriam Leed.

Den sværeste del var ikke selve bagningen, men ventetiden, mens dommerne bedømte bagværket.

»Ventetiden fra klokken 11 til 16 var den værste. Det var en meget lang ventetid,« siger hun.

Bagerne har endnu ikke fået dommernes vurdering. Den kommer på mail inden for en uges tid.

»Så vi ved bare, at vi kom på andenpladsen. Og mere ved vi faktisk ikke,« siger Priskilla Kjølby.

TANGLED TWIST - Baks Bakery.jpeg

Navnet Tangled Twist kommer af formen.

»Det er en flettet knude, og så twist,« siger hun.

De to konditorer mener selv, at samarbejdet er en stor del af forklaringen på sølvet.

»Jeg synes, at vi spiller godt sammen. Vi kommer begge med noget, og så får vi det flettet sammen,« siger Miriam Leed.

Tangled Twist kom i butikkerne dagen efter konkurrencen. Den koster 35 kroner, og ifølge Bak’s bliver den fremover bagt frisk hver dag.

Del artiklen

Læs også

Ebdrups Bageri vandt bronze i Danmarks Bedste PastryWilliam Madsen efter to mål mod AB: En helt fantastisk følelseMichael Hansen om sejren over AB: Vi blev bedre og bedreBull er klar igen, når FHK tager imod Mors-Thy