Britisk identitet skaber splittelse!
Hvad vil det egentlig sige at være britisk, og hvilke værdier præger den nationale identitet?
I Storbritannien er der forskellige opfattelser af, hvad det vil sige at være britisk, og hvorvidt man bør være stolt af landet. Interviewene viser, at ældre og yngre kan have forskellige opfattelser af britisk identitet. Mens den ældre generation fremhæver historisk stolthed, lægger den senmoderne generation vægt på åbenhed. En ung kvinde udtrykker kritik af sin hjemby: “mennesker med forskelligheder kommer til London for at være sammen. Altså, hvis jeg flyttede hjem, ville jeg være den eneste queer-person i min by.” Det tyder på, at der i mindre byer stadig kan være stærke traditionelle normer, som gør det sværere at være en del af minoriteter. Det bekræfter udtalelsen “the white flag with the Red Cross is now just like a racist symbol.” Kvinden udtrykker, hvordan nationale symboler, der tidligere har været forbundet med britisk identitet og stolthed, i dag opfattes som symboler på racisme.
Generelt holder de ældre på historiens værdier, som fortæller en slags heroisk historie om et fantastisk land. Stoltheden bygger blandt andet på historiske fortællinger om nationens styrke, identitet og internationale indflydelse. For eksempel illustrerer filmen The Crown, hvordan Storbritannien ofrer sig og har en stor betydning for resten af verden. Denne fortolkning blev også brugt til at styrke den britiske motivation og sammenhold under 2. Verdenskrig.
Hvordan adskiller befolkningen sig fra hinanden?
Til spørgsmålet “betragter du dig selv som britisk” svarede en mand: "Jeg betragter mig selv som irsk, men jeg bor i Nordirland”. Nationerne prøver at undgå formuleringen “jeg er britisk” og i stedet protestere med “jeg er walisisk” eller “jeg er irsk” som en erklæring for at adskille sig fra Storbritannien.
“Det er nærmest blevet en britisk disciplin at vinde de moralske pointer, selv når man taber.”
Kortet viser Storbritanniens kolonier i verden i 1886. Storbritannien var en del af stormagterne og havde stor indflydelse for resten af verden.
Landets tidligere status som stormagt kan forklarer briternes nuværende stræben efter at være på “vinderholdet”Den opfattelse deler Janus Tobias Saito-Madsen fra POV i debatindlægget “Vi elsker britisk historie, men det er på tide, vi spørger hvorfor”, som siger følgende: “Det er nærmest blevet en britisk disciplin at vinde de moralske pointer, selv når man taber.” Storbritannien virker til at have “medvind” i forhold til at holde sammen om deres historie.
For eksempel kan vi se, at en fælles fjende kan påvirke sammenholdet positivt som under 2. verdenskrig, hvor Storbritannien stod sammen som helhed mod nazisterne. Eller et mere aktuelt eksempel er Grønland og Danmark, der for eksempel er rykket tættere sammen, efter Trumps trusler om at overtage Grønland. Her er det interessant at kigge på, hvordan sammenholdet kan udvikle sig. Dog kan det være svært at vedligeholde sammenholdet, når det går dårligt.
Faktaboks Devolution betyder at overdrage eller uddelegere. Her fordeler man visse niveau opgaver ud på forskellige landområder. Regeringen har mulighed for at give mere eller mindre ansvar ud fra de forskellige opgaver. Mulige uddelegeringsområder: Uddannelse, Sundhedsvæsenet, Transport, Bolig, Miljøområdet, Landbrug og Fiskeri. |
Ulempen ved devolution er, at det kan skabe større splittelse mellem de forskellige dele af landet. Når områder som Skotland, Wales og Nordirland får mere selvstyre, får de mulighed for selv at bestemme over egne forhold. Det kan medføre, at de begynder at se sig som selvstændige nationer frem for en del af Storbritannien. Ønsket om grønlandsk selvstændighed er også en del af debatten, da Grønland også har selvstyre, men er en del af rigsfællesskabet.
Både i Storbritannien og rigsfællesskabet kan man se, at selvstyre både kan give befolkningen mere frihed og samtidig skabe større afstand mellem forskellige landsdele. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt selvstyre er med til at holde landet sammen, eller om det kan medføre, at landet bliver splittet op. Kan Rusland overtage fjendebilledet og blive den fælles fjende, som de har behov for?
