Fredericia får besøg af 30 julemænd, julekoner og nisser

EVENT. Selv om kalenderen kun viser september, får Fredericia i weekenden besøg af omkring 30 julemænd, julekoner og nisser, der skal undersøge, om byen er klar til at bære titlen som årets juleby 2026. Bag titlen står Dansk Julemandslaug, som gennem mange år har udpeget byer, der gør sig bemærket på julefronten, og i år er valget faldet på Fredericia. Går alt efter planen, kåres byen officielt lørdag kl. 10.30 ved springvandet på Rådhuspladsen.
Ifølge Lotte Fenneberg, der er med til at arrangere weekenden, er det ikke store, fancy anlæg, der har fået julemandslauget til at kigge mod Fredericia, men derimod den gamle fæstningsbys ægte julestemning.
»Det er ikke noget med noget fancy og flot og fint. Det er simpelthen hele den der julemagi og den der ægthed, lidt gamle jul,« siger hun.
Kontakten blev taget allerede sidste år, hvor lauget meddelte, at Fredericia var i kikkerten til 2026, og i år fulgte henvendelsen om at gå videre. Titlen forpligter dog også, og det er i den forbindelse, at planerne om en skøjtebane på Rådhuspladsen er opstået. Andre julebyer har bygget nyt, men i Fredericia har man valgt at trække på byens egen historie, hvor man i gamle dage stod på skøjter på voldene og senere på gasværksgrunden.
Julemændene og nisserne indtager byen hele weekenden og begynder allerede fredag, hvor de skal ud at sejle, spille minigolf og drikke kaffe ved havnen, inden de fortsætter på rundtur i midtbyen. De starter ved Vandtårnet, og byrådsmedlem Susanne Eilersen holder tale. Der er også lagt op til en dukkert i havnen, hvor gæsterne ifølge Lotte Fenneberg medbringer nissebadetøj. Undervejs bliver de kørt rundt af Madsbytoget og to brandbiler, herunder den gamle brandbil, som brandfolkene selv ringede og tilbød.
»Alle vil bare gerne byde ind,« siger Lotte Fenneberg om den lokale opbakning, hvor Brewpub, Molly Malone, Mums og flere andre spisesteder har inviteret julemændene på mad, kaffe, pool og street food i løbet af weekenden. Søndag slutter besøget i Madsby Parken med gederne og toget.
Selve kåringen og aktiviteterne for offentligheden finder sted lørdag fra kl. 10.30 til 12.15 i midtbyen. Her kan børn og barnlige sjæle blandt andet opleve nisseskole, pebernøddespil og julemandens postkasse, hvor ønskesedler kan afleveres, ligesom der er mulighed for at få taget billede med Nissemor og Julemanden. Den officielle jul i Fredericia skydes først i gang den 20. november.

