Kreative Dage åbner med 330 udstillere og en halv hal i reserve: Projektlederen håber, at de besøgende også sætter rekord
Nordens største kreative messe fylder Messe C for 17. gang fredag til søndag, og aldrig har der været så mange stande. Kim Skovby Klindt vil hellere have det hyggeligt end stort, og derfor står en halv hal stadig tom.

Kim Skovby Klindt er forpustet, da han når hen til indgangen fredag formiddag, og det har han en grund til. 330 udstillere er flyttet ind i hallerne på Vestre Ringvej til Kreative Dage, og det er flere end nogensinde. »Det er den største udgave af Kreative Dage nogensinde. Vi har 330 udstillere, og det er ny rekord. Om vi også slår besøgsrekorden, ved vi selvfølgelig ikke endnu, men det håber vi,« siger projektlederen, der er i gang med sit andet år på posten.
Sidste år kom 21.565 gæster igennem hallerne på tre dage, og Messe C regner også i år med over 20.000. Messen samler garn, strik, hækling, broderi, syning, papir, maling, smykker og det meste andet, man kan lave med hænderne, i tre haller, og det er ifølge Kim Skovby Klindt hele ideen. »Kreative Dage er Nordens største kreative messe, hvor vi samler alle former for kreativt håndværk og håndarbejde under ét tag. Så uanset hvilken kreativ hobby man har, er der masser af inspiration at hente her,« siger han.

Spurgt, hvordan det er at se messen vokse år for år, svarer han først »skræmmende« og griner. »Nej, det er selvfølgelig dejligt. Det er fantastisk at opleve, at interessen stadig er så stor, både blandt udstillerne, der gerne vil vise deres produkter frem, og de besøgende, der kommer for at få nye idéer og inspiration til alt det, de skal hjem og nørkle med hen over vinteren,« siger han.
Væksten har en grænse, som han selv har sat. Messe C har en halv hal mere, der ikke er taget i brug, og den kunne godt blive det en dag, men lige nu vil han hellere holde messen tæt. »Vi er rigtig gode til at udnytte de kvadratmeter, vi har. For mig er det vigtigste, at vi bevarer den hyggelige og tætte stemning. Det kan hurtigt blive trist, hvis messen bliver for stor, og der kommer for langt mellem standene og de besøgende. Vi arbejder trods alt med nogle store betonhaller, så der skal gøres noget for at skabe de hyggelige rammer,« siger Kim Skovby Klindt.

Noget af det arbejde har elever fra byggelinjen på FGU Kolding & Vejen stået for. De har bygget reoler og rumdelere, der deler hallerne op i mindre zoner, og resten gør udstillerne selv. »Jeg kan mærke, at udstillerne gør noget ekstra ud af deres stande til Kreative Dage. På andre markeder kan det godt være lidt mere et bord og et beachflag, men her gør de virkelig noget ud af præsentationen. De ved jo godt, at deres stand skal kunne måle sig med naboens. Og så skal vi som arrangører også levere nogle rammer og loungeområder, der er mindst lige så hyggelige. På den måde presser vi faktisk hinanden til at skabe en endnu bedre atmosfære,« siger han.
Kreative Dage har åbent fredag og lørdag kl. 9 til 17 og søndag kl. 9 til 16.


