Nej tak til statsstøtte til private brintvirksomheder
Statsstøttet produktion og distribution af brint er langt fra en grøn investering og det grænser til det uetiske.
Et brintrør mellem Esbjerg og grænsen vil potentielt koste samfundet op til 16,6 milliarder kroner. Satsningen kommer ikke almindelige danskere til gavn, selv om det er os, der betaler regningen. Aftalen om brintrøret blev indgået af et politisk flertal, der lod sig lokke af "grønne" hensyn frem for sund fornuft.
”Det er i stigende grad klart, at brint ikke kan klare sig på markedsvilkår” (Frederik Løssøe Nielsen, chefanalytiker i den grønne tænketank CERI (JP 8/10-26)).
Brintrøret er en kæmpe fuser, der kun måske vil komme ejerne af et par brintfabrikker og elselskaber til gode (FLR).
Beregninger viser, at el- og brintproducenterne står til en gevinst på i alt 25 milliarder kroner samtidig med at aftalen vil koste almindelige el kunder 8 milliarder kroner.
Sandheden om dansk brintproduktion er, at den er for dyr, uetisk, kun kan kun ske for skatteydernes penge og den skader et i forvejen presset elmarked.
Brintproduktionen blev ”solgt” som aftager af billigt overskuds el. Men el er ikke billigt, og der er ikke udsigt til overskud i et elmarked, der står med betydelige kapacitetsproblemer.
1 kilowatt el kan omdannes til 0,5 kilowatt brint. 1 kilowatt el kan også omdannes til 5 kilowatt varme ved hjælp af en varmepumpe. Forskellen er en faktor 11. Det giver mening at producere varme med en varmepumpe, men det giver ikke mening at producere brint gennem elektrolyse som spalter vand til brint og ilt ved hjælp af elektrisk strøm. Energispildet er ikke bæredygtigt og derfor er det uetisk at anvende skattefinansieret statsstøtte.
Det kan undre, at tyskerne der anføres som eneste aftager af dansk brint, ikke producerer deres egen brint.
Hvad så? I en tid, hvor kernevelfærden er under pres, og ventetiden på mange sundhedsbehandlinger og udredninger halter bagud, bør vi ikke statsligt finansiere brintindustrien, men bruge vores skattekroner klogt.
Det er klogt at tilføre betydelige midler til bl.a. at udvikle psykiatriske handlemuligheder for de mange mennesker der – unge som gamle – rammes af psykiske lidelser. Der er behov for at etablere store regionale psykiatriske enheder, der kan sikre både faglighed, hurtig udredning og behandling, og samtidigt være et hjem for de alt for mange psykiatriske patienter, der blot overlades til sig selv og et liv på gaden – i elendighed.
