Peder Tind, Kanalbyen er ikke en privat samtaleklub
Store visioner, masser af optimisme og mere end 160 deltagere. Sådan beskriver Peder Tind et dialogmøde på Tøjhuset om Kanalbyens fremtid, arrangeret af Bydelsforeningen Kanalbyen.
Det lyder umiddelbart både positivt og spændende. Men jeg sidder tilbage med et ganske enkelt spørgsmål: Hvorfor blev dette møde ikke annonceret bredt som et offentligt borgermøde for hele Fredericia?
Jeg anerkender naturligvis, at Bydelsforeningen Kanalbyen har taget initiativ til mødet, og jeg har stor respekt for de borgere, der engagerer sig i deres bydel. Men når kommunens politiske repræsentanter deltager i drøftelser om Kanalbyen 2.0, byudvikling, bosætning, uddannelse, arbejdspladser og et nyt kulturfyrtårn med musical og museum, så er vi langt ud over en almindelig samtale om livet i en bydel. Så taler vi om hele Fredericias fremtid.
Visionerne der samtidig kan komme til at kræve betydelige offentlige investeringer og fremtidige kommunale driftstilskud, vedkommer det alle kommunens borgere og skatteydere.
Derfor undrer det mig, at mødet tilsyneladende ikke blev annonceret bredere. Som minimum kunne den lokale presse være inviteret, så også de borgere, der ikke sad i salen, kunne få indblik i, hvad der blev fremlagt og drøftet. For offentlighed handler ikke kun om, hvor mange der sidder i salen. Det handler også om, hvem der fik mulighed for at komme ind. Store visioner kræver mere end begejstring.
Jeg er bestemt ikke modstander af udvikling, kultur eller store ambitioner. Fredericia skal udvikle sig, tiltrække nye borgere, virksomheder og arbejdspladser. Men jeg savner noget ganske grundlæggende i fortællingen om Kanalbyen 2.0. Hvor er forretningsplanen?
Hvem skal stå for den videre udvikling og gennemførelse af projekterne? Hvem skal eje, finansiere og drive de nye kulturfaciliteter? Hvad bliver den samlede anlægsudgift, og hvor stor en del forventes finansieret af kommunen? Hvem skal betale de løbende driftsudgifter, og hvem bærer den økonomiske risiko, hvis budgetterne overskrides, eller de forventede indtægter udebliver? Er det Tordensskjolds soldater der igen skal på skansen under de sædvanlige generaler, der ikke er gode til at vinde krigen.
Hvordan vil de nye visioner påvirke den eksisterende lokalplanlægning og udviklingen af resten af Fredericia? Det er ikke spørgsmål, der skal ødelægge optimismen. Det er spørgsmål, der skal gøre visionerne troværdige. Hvad med kommunens øvrige forpligtelser?
Fredericia står samtidig over for betydelige økonomiske udfordringer. Der skal prioriteres, effektiviseres og findes besparelser på områder, hvor borgerne allerede mærker presset. Derfor er det rimeligt at spørge, hvordan nye, store kultur- og byudviklingsprojekter passer ind i kommunens samlede økonomi.
Hver kommunal krone kan kun bruges én gang.
Det betyder ikke, at kommunen skal holde op med at investere i fremtiden. Men investeringer bør bygge på gennemarbejdede planer, realistiske budgetter, klare ansvarsforhold og dokumentation for de forventede gevinster.
Et kulturfyrtårn kan være en spændende vision. Men et fyrtårn skal helst kunne lyse for egen regning – eller i det mindste have en åben og troværdig plan for, hvem der betaler elregningen.
Borgerinddragelse er også plads til kritiske spørgsmål. Peder Tind fremhæver i sit opslag den åbne dialog, de gode perspektiver og den positive energi, men det gør han jo altid, vi skal tale Fredericia op, men vi skal også være realistiske.
En reel borgerinddragelse handler ikke kun om at samle engagerede mennesker omkring en fælles vision. Det handler også om at give plads til dem, der ser anderledes på udviklingen, stiller spørgsmål til økonomien eller mener, at kommunens ressourcer bør prioriteres anderledes.
Det handler om, at borgerne får mulighed for at blive hørt, inden de væsentlige beslutninger er truffet – ikke først når planerne ligger klar til godkendelse af de sædvanlige rygklappere.
Jeg anfægter ikke Bydelsforeningens ret til at holde sine egne møder. Men når kommunale visioner og potentielt store offentlige investeringer bliver drøftet, har kommunen også et ansvar for at sikre en bredere offentlig debat.
Derfor vil jeg gerne stille Peder Tind et enkelt spørgsmål:
Hvornår inviterer kommunen alle Fredericias borgere til et åbent borgermøde om Kanalbyen 2.0, hvor visionerne, økonomien, forretningsplanen, ansvarsfordelingen og alternativerne bliver lagt frem?
Ikke som en præsentation af allerede fastlagte beslutninger, men som en reel debat, hvor borgernes spørgsmål og synspunkter kan få betydning. Vi har ikke brug for færre visioner i Fredericia.
Vi har brug for større åbenhed om, hvad visionerne koster, hvem der har ansvaret, og hvad borgerne får for pengene.
Kanalbyen er ikke en privat samtaleklub. Den er en del af Fredericia, og dens fremtid vedkommer os alle.
