Anders Møllegård vandt borgmesterkæden med de små partier. Om lidt ingår han budget med dem, han slog

ANALYSE. Alt tyder på, at Middelfart inden længe får et budget for 2027, der er forhandlet på plads mellem Venstre, Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti. Et pressemøde ligger lige om hjørnet, efter hvad AVISEN erfarer, og aftalen vil blive kaldt bred. Det er den også, målt i mandater. Målt i det, der skete i Tårnværelset den 23. november, er den noget helt andet.

Den aften satte fem partier sig sammen og gjorde Anders Møllegård til borgmester på et løfte om at bryde med den gamle kultur og sende Middelfart i en ny retning. Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Alternativet og Enhedslisten leverede de mandater, Venstre manglede, og de skrev under på et forståelsespapir og, efter partiernes egen udlægning, en række mere konkrete aftaler. Ni måneder senere sidder de fire partier og en løsgænger på den forkerte side af døren, mens borgmesteren forhandler budget med det flertal, han vandt over.

Det er det, Jonas René Jensen mener, når han kalder resultatet »den samme marmelade i en anden indpakning«. Det er det, Lasse Schmücker mener, når han siger, at partierne uden for kan komme ind bagefter og »samle smulerne op«. Og det er det, Maria Lund mente, da hun kaldte sin egen forventning om en anden politisk kultur for naiv.

Mekanikken er enkel. Den økonomiske politik med et anlægsmål på op til 100 mio. kr., et likviditetsmål på 125 mio. kr. og et fast prioriteringskatalog blev vedtaget med Venstre og Socialdemokratiet som bærende partier, og den blev gjort til adgangsbillet til budgetforhandlingerne. De fire konstitueringspartier sagde nej til billetten, fordi de mente, at rammerne var urealistiske i en kommune, der venter at mangle 79 mio. kr. i år. De bad om at få formuleringerne justeret. Det skete ikke. Johannes Lundsfryd Jensen har siden formuleret forligskredsens logik kort og præcist, nemlig at man ikke er med i en forhandling, hvis man ikke accepterer præmisserne. Han glemmer at nævne, hvem der skrev præmisserne.

Det er her, sagen rækker ud over dette ene budget, for den handler om, hvem der egentlig leder Middelfart Kommune. Anders Møllegård har kæden, og han er den, der klipper snore og løfter pokaler, når der er noget at fejre. Men den politiske ledelse ligger hos manden, der tabte borgmesterposten i november. Johannes Lundsfryd Jensen sidder ved bordet, har sat rammen med den økonomiske politik og leverer de mandater, budgettet ikke kan undvære. Han har fået det, en tidligere borgmester sjældent får, nemlig indflydelse uden ansvar. Hvis budgettet bliver upopulært, er det borgmesterens. Hvis det bliver godt, er det bredt.

Og under det politiske niveau ligger den daglige ledelse af forretningen på rådhuset hos kommunaldirektør Steen Vinderslev. Det er ikke en anklage mod ham. Det er en beskrivelse af, hvad der sker i en kommune, hvor borgmesteren ikke fylder rummet. Nogen skal drive den, og direktionen gør det, som den er sat til, med det budgetforslag, der bærer dens navn, og med den økonomiske politik, der giver den en klar ordre om anlæg, likviditet og gæld. Skulle man lave en aktuel magtliste i Middelfart ville rådhusets top være Vinderslev og Lundsfryd, ganske som det plejer at være. Den ene er direktør, den anden er de facto borgmester i Middelfart Kommune.

Samtidig er Venstres eget hus blevet mindre. Kaj Pilgaard, mangeårigt medlem af Venstre, har forladt byrådsgruppen og sidder som løsgænger, og han var med, da konstitueringspartierne mødtes tirsdag aften. Borgmesteren har dermed seks mandater bag sig i et byråd på 25, og efter hvad AVISEN erfarer, står han også isoleret i sit eget bagland. Det er ikke en position, hvorfra man dikterer noget som helst. Det er en position, hvor man er afhængig af den, der leverer de fleste mandater, og det er Socialdemokratiet.

Anders Møllegård har selv beskrevet sin forståelse af sagen på Facebook. Den økonomiske politik er »et mål. Et ambitionsniveau. Ikke en blankocheck«, skriver han, og han løber ikke fra aftaler, han insisterer på at gennemføre dem ansvarligt. Det er et forsvar, man kan følge. Det forklarer bare ikke, hvorfor det var umuligt at skrive den ambition ind i politikken på en måde, som de partier, der gjorde ham til borgmester, kunne leve med, når de selv kaldte forskellen ordkløveri. Og det forklarer ikke, hvorfor en lang besked fra konstitueringspartierne aftenen før vedtagelsen aldrig fik et svar. Borgmesteren har meddelt, at han ikke kommenterer sagen yderligere.

Det, der venter, er to ting. Først et budget, der bliver etårigt, hvis Jonas René Jensen får ret, og som bliver vedtaget i oktober med et flertal, ingen stemte på i november. Dernæst et år, hvor de fire partier og løsgængeren skal beslutte, om aftalerne fra Tårnværelset stadig binder dem, eller om de er blevet frie. Et byråd med otte partier og en borgmester på seks mandater kan skifte flertal på en aften. Det har Middelfart set før. Det var faktisk sådan, Anders Møllegård blev borgmester.