Han forlod ræset i København, for Fredericia kan det, Nørrebro kunne. I fredags flyttede byens nye køkkenchef ind

BOSÆTNING. Der står stadig flyttekasser overalt i lejligheden, sengen blev først samlet i går, og de første nætter blev tilbragt på en madras på gulvet. Thomas Borch er, i ordets mest bogstavelige forstand, lige landet i Fredericia. Nøglerne fik han i fredags, weekenden gik med at pakke det gamle liv ned, og mandag kørte flyttelæsset.

Men midt i rodet fik byen alligevel budt ham velkommen på en måde, han sent glemmer. »Efter jeg fik sat min sofa på plads, satte jeg mig ned for lige at hvile ryggen et øjeblik efter en hård flytning. Så kigger jeg ud ad vinduet, og der kommer fandme et skib sejlende forbi. Det har jeg ikke prøvet før. At kunne sidde i min sofa i min stue og kigge ned på vandet og se et skib sejle forbi,« fortæller han og tilføjer med tyve års københavnererfaring i stemmen. »Det er utopi, når man er vant til at bo i København. Det er den type lejligheder, man ikke kan komme i nærheden af derovre. Her kan du bo fedt til en fair pris.«

Thomas Borch er køkkenchef på Restaurant Ryes på Hotel Fredericia, og hans vej til byen er historien om en mand, der havde fået nok af ræset. I næsten tyve år arbejdede han i Københavns restaurantverden, blandt andet som køkkenchef på Michelin-niveau, og det var et liv med fuldt tryk på karrieren og en stjerne, der skulle forsvares. »Der er rigtig mange fødselsdage og fester, jeg har misset, fordi jeg har jagtet en stjerne, man gerne vil bibeholde. Men på et tidspunkt, når man føler, man er ved at være færdig med hele det ræs, begynder man at prioritere nogle lidt blødere værdier,« siger han.

I efteråret 2024 begyndte han derfor at kigge mod Jylland. Han søgte en køkkenchefstilling i Sønderjylland og gik og ventede på svar, da telefonen ringede. Det var en headhunter fra restaurationsbranchen, og hoteldirektøren i Fredericia stod og manglede en køkkenchef med det samme. Om han ikke lige kunne komme forbi til en hurtig snak? Det kunne han faktisk, for han havde alligevel en jobsamtale i Aarhus samme dag.

🔇

Resten gik hurtigere, end nogen jobsamtale har lov til. »Jeg tror, hoteldirektøren var med til samtalen i et eller to minutter, og så sagde han bare: Ham der vil vi gerne have,« griner Thomas Borch.

Det, der skulle have været en hjælpende hånd i et par måneder, blev til noget helt andet. For undervejs gik det op for ham, at han trivedes, og da han satte sig med direktøren og fremlagde sine krav til, hvordan et køkken skulle drives, fik han et svar, en kok kan forstå. »Han sagde mere eller mindre, at jeg fik nøglerne til biksen: Hvis du kan holde dig inden for budgetterne og rammerne, så er det din butik. Det sagde jeg ja tak til,« fortæller han.

I januar 2025 tiltrådte han officielt som køkkenchef, og i første omgang bosatte han sig i Kolding, byen han i sin tid flyttede hjemmefra til som tyveårig. Men halvandet år med vejarbejde på motorvejen mellem de to byer, op mod halvanden time i bil hver dag, satte sine spor. Og imens var noget andet begyndt at arbejde i ham. For hver gang han var i Fredericia uden for arbejdstiden, til håndbold, til havnefest, til Rosé Walk, blev fornemmelsen stærkere. »Jeg må bare sige, at byen kan meget af det, jeg havde vænnet mig til, at Nørrebro kunne. Du har et lille, kompakt område med rigtig, rigtig mange tilbud. Og modsat Kolding er der rent faktisk parker og grønne områder, og du er tæt på stranden og havnen. Det er ting, jeg værdsætter at have adgang til i mit liv,« siger han.

Det blev til sidst hoteldirektøren, der satte ord på det åbenlyse. »Han sagde: Det er da fjollet, at du bor i Kolding. Hvorfor flytter du ikke bare til Fredericia? Og så tog jeg sgu beslutningen. Lidt impulsivt måske, men det føltes rigtigt,« fortæller Thomas Borch.

Impulsivt, måske. Men beslutningen hvilede på et solidt grundlag, for de to byer i hver sin ende af det famøse vejarbejde er han i den sjældne position at kende indefra. Kolding var den første by, han flyttede hjemmefra til som tyveårig, og han ved derfor også, at det ikke er byen, der har ændret sig siden dengang. Det er ham. »Kolding har et fantastisk natteliv, men når du er ved at ramme de fyrre som mig, er det nok ikke bylivet, der trækker mest. Så er det adgangen til natur, strand og havn og en by, der lever. Mit indtryk er, at borgerne i Fredericia støtter op om deres by og bruger de tilbud, der er. Der sidder folk på bænke og i parker. De bruger byen og lever i byen. I Kolding er der ikke et øje i gågaden efter klokken atten,« siger han og trækker tråden tilbage til de tyve år på Nørrebro. »Det er noget, man vænner sig til derovre. Folk bruger parkerne og bænkene. Jeg er typen, der lige smider tasken i lejligheden, og så er jeg ude og leve mit liv i byen. Det føler jeg, at Fredericia kan.«

Livet på bænkene og i parkerne er den ene halvdel af hans indtryk af byen. Den anden halvdel har han fået foræret gennem arbejdet, hvor kunder og leverandører dagligt lægger vejen forbi hotellets køkken, og hvor han efterhånden har bemærket et mønster. »Mange af dem, jeg arbejder sammen med, er engagerede i netværksgrupper eller bestyrelser, og de virker alle sammen meget optagede af at udvikle Fredericia. Det virker, som om folk har en ambition om at gå den ekstra mil for byen og dens udvikling. Man flytter jo ikke til en by, man ikke tror på. Fredericia virker som en by, der kan noget og er på vej frem, og det vil man da gerne være en del af,« siger han.

De store linjer er altså på plads, byen lever, og folk vil den. Derfra kan man tillade sig at glæde sig over det små. Et hyggeligt restaurant- og cafémiljø, hvilket en kok naturligvis noterer sig. En skaterbane, for Thomas Borch har stået på skateboard siden slutningen af 90'erne og har tænkt sig at fortsætte. Og så det regnestykke, enhver pendler vil nikke genkendende til. Turen til arbejde er skrumpet fra halvanden time i bil til ti minutter, og det frigiver efter hans egen hovedregning et tocifret antal timer hver måned. »Nu skal jeg finde på noget at bruge dem til. Det bliver nok en kombination af mere arbejde og forhåbentlig også en spadseretur eller to på volden eller ned på havnen,« siger han.

Flyttekasserne skal nok blive pakket ud. Og skulle motivationen svigte undervejs, kan byens nyeste tilflytter altid sætte sig i sofaen og vente på det næste skib.