Kære kommunaldirektør – historien gentager sig, hvis ingen lærer af den

Kære kommunaldirektør – historien gentager sig, hvis ingen lærer af den
Af Poul Rand, liberal skribent og kommentator
Agatha Christie havde sin Inspector Japp, der sammen med Hercule Poirot opklarede mysterier. Fredericia har sin kommunaldirektør Jaap, som nu står over for et mysterium af en ganske anden slags: Hvorfor bliver kommunens direktøransættelser ved med at koste skatteyderne så mange penge?
Måske er det på tide at tage de små grå celler i brug, inden kommunaldirektør Thomas Jaap og ansættelsesudvalget endnu en gang sender kommunens penge af sted til en headhunter, kunne det måske være passende at stille et ganske enkelt spørgsmål:
Hvad har I egentlig lært af alle de tidligere ansættelser, der er endt med dyre fratrædelser?
Fredericia har efterhånden en historie på direktions- og chefgangen, som hverken kommunen, borgerne eller skatteyderne kan være tjent med.
Alene i perioden 2022 til 2024 viser en opgørelse over ni fratrædelser på direktør- og chefniveau udgifter på omkring 14 millioner kroner. Det uden der er taget et politisk ansvar for de midler, som kunne have gjort gavn på skolerne, i ældreplejen eller på familieområdet.
Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis ulovligt eller usædvanligt. Men det er dyrt og dårlig ledelse, når Fredericia samtidig skal spare millioner på den kommunale drift, må borgerne med rette spørge, om pengene bliver forvaltet ansvarligt.
En direktør, der efter det oplyste tidligere var blevet afskediget i Randers Kommune, blev ansat i Fredericia. Der blev også her brugt omkring 150.000 kroner på rekrutteringen, og efter blot omkring en måned måtte samarbejdet angiveligt ophøre med endnu en omkostningstung farvel.
Hvem undersøgte kandidatens baggrund? Hvilke referencer blev indhentet? Hvilke oplysninger havde ansættelsesudvalget? Og hvad leverede rekrutteringsbureauet egentlig for pengene?
Jeg spørger ikke for at hænge en tidligere ansat ud. Jeg spørger, fordi nogen må tage ansvar for de beslutninger, der træffes på borgernes regning. Skammer I jer slet ikke i ansættelsesudvalgene og hos dem, der har ansvaret for rekrutteringen, når så mange penge igen og igen ender med at være brugt uden den ønskede stabilitet? Et spørgsmål, der fortjener et kontant svar.
Jeg ved udmærket, at ikke enhver fratrædelse skyldes en fejlagtig ansættelse. Mennesker skifter arbejde, organisationer ændrer sig, og politiske prioriteringer kan ændres. Men når udskiftningerne bliver mange og regningerne store, er det ikke længere tilstrækkeligt blot at tale om nye begyndelser.
Så skal man undersøge, om der er noget grundlæggende galt med måden, man rekrutterer, leder og fastholder sine chefer på. Ansvaret stopper ikke hos rekrutteringsbureauet. Det begynder hos den kommunale ledelse og de politikere, der træffer beslutningerne.
Derfor vil jeg gerne stille kommunaldirektør Thomas Jaap og byrådet nogle konkrete spørgsmål:
• Hvor mange penge har Fredericia Kommune samlet brugt på ekstern rekruttering af direktører og chefer de seneste fem år?
• Hvor mange af disse ansættelser er endt med en fratrædelsesaftale?
• Har kommunen systematisk evalueret de ansættelser, hvor samarbejdet ophørte før forventet?
• Har rekrutteringsbureauerne nogensinde skullet stå til ansvar for deres anbefalinger?
• Hvad vil kommunen konkret gøre anderledes denne gang?
Det er ikke urimelige spørgsmål. Det er almindelig økonomisk ansvarlighed.
Man løser ikke et tilbagevendende problem ved blot at gentage den samme procedure og håbe på et bedre resultat. Nu er muligheden for at vise, at Fredericia har lært noget af fortiden.


