Kaya Jørgensen fra FHK er udtaget til U17-landsholdet

SPORT. Fredericia får endnu en spiller på U17-landsholdet i håndbold. Kaya Jørgensen fra FHK er blandt de 19 spillere, som landstræner Ole Bitsch har udtaget til holdets første landskampe. Sidst i november skal hun trække i landsholdstrøjen, når Danmark møder Norge to gange i Vrå.
Spillerne er alle født i 2010 og 2011. Holdet samles mandag den 23. november og træner sammen i nogle dage, før det gælder. Den første kamp mod Norge bliver spillet i Idrætscenter Vendsyssel torsdag den 26. november klokken 19, og den anden fredag den 27. november klokken 10.30.
Årgangen har allerede været samlet én gang, men nu skal pigerne for første gang prøve kræfter med en anden nation. Landstræneren har derfor valgt at satse på mange af de samme spillere som sidst.
»Dette er anden samling inden for ganske kort tid med årgang 2010-2011. Derfor har vi også valgt at holde fast i en stor gruppe af de samme spillere, da de for første gang skal spille to landskampe. Det skulle gerne give en vis portion tryghed, at de har været med én gang før. De kender trænerteamet og de andre omkring holdet,« siger Ole Bitsch.
For landstræneren bliver kampene mod Norge første gang, han ser holdet i alvor.
»Vi ser rigtig meget frem til at se dem i to landskampe mod Norge, hvor vi for første gang skal se pigerne i en ›rigtig‹ kampsituation, når de trækker den rød-hvide trøje over hovedet,« siger han.
Samlingen skal også lægge grunden for holdets spil i de kommende år, hvor de samme spillere skal videre op gennem ungdomslandsholdene.
»En del af samlingen vil derfor også blive brugt på at skabe en spillemæssig struktur, som vi kan overføre til kamp og forhåbentlig bygge videre på hen over de næste år,« siger Ole Bitsch.
Kaya Jørgensen er ikke den eneste fra Fredericia på holdet. Også Vera Secher-Kiib fra byen er udtaget til samlingen, som AVISEN kunne skrive tidligere i dag.


